Og så inderlig trist !

Følelserne og tankerne har virkelig domineret min dag, og jeg har haft lyst til at råbe og skrige mine frustrationer ud ! Fuck det gik lige så godt !

Tankerne har bevæget sig omkring min far og hans situation. Mit første indtryk var, at han klarede diagnosen flot og at det var en lettelse, at der var en forklaring på hans rystelser. Men jeg skal love for at det er gået ned at bakke ! De sidste par år har jeg haft en følelse af at han er blevet ” gammel ”. Mange har sagt når jeg har luftet min bekymring – Jamen han er jo ikke helt ung mere, og ved at være en ældre herre ! Det kan godt være, men det jeg har oplevet er ikke en naturlig ældning.

Min far har altid haft en klæbehjerne som jeg har misundt ham for, og som jeg ikke er i tvivl om at, hvis han ikke havde været maniodepressiv så kunne han havde drevet det langt. Han har altid været god til tal, og procenter har han kunne regne ud hurtigere ud end jeg kunne nå og knipse med fingrene.
Noget som har irriteret mig igennem årene har været, når jeg har spurt om et eller andet vedr. arbejde, og han har lagt ud med at svare ” Jamen det ved du da godt. ” Nej far - for så ville jeg jo ikke spørge ;-)

I dag er det ham spøger mig mere, end jeg ham !

Han kom ud og ventede på at jeg skrev trafik bogen færdig. Han fortalte at, han havde meget uro i benene og at det nok var det som lagde til grund for hans søvnforstyrrelser. I morges var han allerede oppe første gang, inden det blev lyst !
Han spurte om jeg skulle i Netto. Det havde jeg ikke planer om, men kunne da godt gå der over for ham. Det endte med at han gik med ! Jeg kunne ikke rigtig fortolke hvorfor han gerne ville have mig med. Om han var usikker pga. af det med benene, eller måske bange for at tabe varerne. Jeg har besluttet mig for at tage med ham til læge på onsdag, selv om det ikke er hans egen læge som er der.

Jeg har flere gange prøvet at kontakte min fætter i dag ( den kære revisor ). Men desværre han har ikke været at træffe ! Jeg ved at min far har luftet tanken om at holde over for ham, og vil spørge om der er et tidspunkt som vil være mest fordelagtig økonomisk for ham ( altså min far ). I morgen vil jeg bestille tid ved min bankrådgiver for at for udregnet økonomi. Det er fuldstændig underordnet om der går en måned, et år eller to før det bliver aktuelt. Jeg vil bare havde styr på div. tal og regnskab.

Jeg er bange og så inderlig ked af det. Jeg ved godt at det ikke er en dødsdom, men kender min far godt nok til at det kan blive det. Arghhh nu tuder jeg igen !

Jeg følger mig som en forræder som udnytter situationen ved at overtage på de betingelser. Jeg ved godt at det er noget pjat, og at jeg ikke skal tænke sådan, men jeg kan ikke lade være. Det er underligt, men min far har aldrig forstået at være far i bogstavelig forstand, men han har gjort sit bedste ! Åhh gud hvorfor skal der så meget til før man lærer at værdsætte det !

Der har været mange som jeg har sendt en tanke til på det sidste. Både på fyldepennen og privat, men jeg har ikke magtet at favne dem ! Jeg håber at jeg er undskyldt ;-/

Oven i har jeg modtaget et brev fra gården, som underretter om at de har sendt en ansøgning til amtet vedr. ekstra støtte til André. Han kræver en fuldtidsperson omkring ham, og dertil mangler de en halvtidsstilling ! Hvis amtet afslår, så er vi på herrens mark, og skal starte forfra med at bygge det op som de har gjort de sidste 3 år på gården ! Jeg klager ikke over at betale skat !!!

Jeg har mest lyst til at gå over i skoven og blive væk, men min lille hund skal nok finde hjem igen !