Sorg er kærlighed, man ikke kan komme af med…

Sådan stod der på en lille lap papir, jeg fandt under en oprydning på mit kontor i dag. Jeg har sandsynligvis hørt en eller anden sige det i radioen engang, og har så bare hurtigt kradset ordene ned i et forsøg på at huske dem. Måske er det flere år siden – jeg ved det ikke, men ordene fik jo mine tanker til at gå til de mange mennesker, der lige nu sørger over Dorph, og alle dem, der af andre grunde har sorgen inde på livet.
Sorg kan opstå af så mange grunde, tror jeg – ikke kun på grund af fysiske dødsfald. Selv har jeg oplevet det i forbindelse med mine to skilsmisser. Min første skilsmisse og min mors død lå tidsmæssigt ret tæt på hinanden, og jeg husker godt sammenligningen inde i mig selv. Begge dele er en afsked med noget/nogen man har elsket af hele sit hjerte. Et ægteskab, der forgår, er jo også noget der dør, og det er lige så vigtigt at leve sorgen ud i sådan et tilfælde. Det kan være venskaber, der ophører, det kan være opsigelsen fra et job, man har holdt af – sorgen kan indfinde sig i mange situationer, og det er lige vigtigt at få den bearbejdet, uanset hvad årsagen kan være.

Jeg syntes bare, det var gode ord ”sorg er kærlighed” – sådan er det jo..!

Måske er det lidt af en oprydningstid for mig lige nu. Jeg har gang i en oprydning på mit kontor, hvor jeg har boet i næsten 10 år, og jeg ER altså god til at samle på stakke af papir. Måske rykker de stille og roligt længere og længere ind på hylderne eller op øverst på skabene, men jeg har dem stadigvæk – smider dem ikke ud, og hvorfor så ikke ? Tja, bare jeg da vidste det – jeg tror simpelt hen, jeg glemmer dem, som tiden går, jeg vænner mig til at stakkene bare er der, ser dem ikke sådan i hverdagen. De er en naturlig del af mit rum.
Jeg har det ligesådan herhjemme – jeg rydder op ved at samle i stakke, og så ligger de bare der..!
I eftermiddags gav jeg mig til at rydde op i et par køkkenskabe, for det er jo altså ikke kun papir, man kan stakke op. Jeg har et skab med kolonialvarer, der er i brug, og en stor skuffe med de nye poser, pakker m.m. som ofte er købt ind på tilbud. Det gik jeg i gang med at rydde op i, med en skraldepose ved siden af mig, fast besluttet på at smide alt det ud, jeg bare ikke havde brugt af eller vil få brug for inden for overskuelig fremtid – så ud røg slatter af ris, havregryn, sagogryn, gamle kiks og meget mere. Jeg fyldte næsten dens store skraldespand her uden for, men det gør nu ikke noget – den bliver altid tømt om tirsdagen. Til sidst stod satte jeg så pænt på plads igen af alle de ting, jeg ikke smed ud. 3 poser müsli – hvad skal jeg dog med så mange, men de fejler jo ikke noget.! 6 pakker saltkiks – må altså huske dem til julefrokosten..! En bøtte med svesker – måske kan man bruge dem i noget bagværk engang, eller i julegåsen..! ja-ja……
Sådan foregår min oprydning på kontoret næsten også – jeg skal da lige kikke i stakkene, hvad de indeholder, også selvom papirerne er flere år gamle, og måske får jeg brug dem engang, så…… en stor del ryger ud, og nye stakke bliver samlet..! ja-ja……

Jeg kan næsten fysisk mærke, hvor ondt det gør mig at gi’ slip på noget, der måske kan bruges – uanset om det er en pakke kiks, eller gamle breve fra en kollega, der for længst er rejst fra arbejdspladsen.

Ja-ja – så kan jeg jo sidde her og fundere over, om jeg gider at ha’ det sådan, om ikke det er på tide at jeg lærer at få ryddet op i mit liv i stedet for at slæbe rundt på de sidste 52 år i bagagen – det er jo ikke kun en lille sæk at ha’ over skulderen, det er jo nærmest en hel campingvogn at slæbe efter sig, som en klog pige skrev engang.

Skal min dagbog her kædes lidt sammen, så må det blive noget med, at også sorgen skal der ryddes op i ind i mellem, for at den ikke skal fylde for meget på ”livets hylder”....

Kærligst og eftertænksomt
Wildrose