Der er ikke langt til bunden

Maler vinge billeder
Poul Brasch ...
9 år siden
Don't go away mad, just g...
Kasper Lund ...
8 år siden
Tiden
Zein Ali (Bi...
3 år siden
Skizofreni, en status eft...
David Hansen...
2 måneder, 18 dage siden
Shoppingtur til Randers.
Ruth Christe...
7 år siden
Besvær med at finde rundt...
Bella Donals...
8 år siden
Sommerregn
Regitze Møbi...
9 år siden
Skulpturer blev færdige
Poul Brasch ...
11 år siden
skriveglæde
Jette Peters...
7 år siden
Skagen
Peter
10 år siden
Konfirmation
Hanna Fink (...
11 år siden
Fremtid og nutid
Lisa Brøndbe...
3 år siden
Skrivende
Michala Esch...
6 år siden
Er god start så meget at ...
Kellany Bram...
10 år siden
Overgreb avler altså ikke...
Ansu Orheim ...
25 dage siden
Lidt om livet.
Hanna Fink (...
7 år siden
Apatiske gentagelser - Ka...
Kasper Lund ...
9 år siden
Alene i skyerne
Tine Sønder ...
12 år siden
Jeg skrev en tekst jeg sk...
Regitze Møbi...
9 år siden
Drama queen...
Sylvia Ebbes...
10 år siden
Og patterne er blevet læn...
Neola
3 år siden
Den årlige kaosdag - Kasp...
Kasper Lund ...
8 år siden
Oktober
Camilla Rasm...
10 år siden
8 års fødselsdag.
Peter
11 år siden
Den Forkerte Chili.
Kenny Raun (...
9 år siden
Det dér med dyr...
Michala Esch...
10 år siden
15.09.2016
Marianne Mar...
7 år siden
Romanprojekt, kunst, bog ...
Shirley Anke...
11 år siden
Sørgebind
Olivia Birch...
9 år siden
Jeg har det ad helveds til. Det hele er noget møg og små ting gør mig frustreret. Th holder ikke fast i mig mere, og det er lige netop nu han skal det. Ellers forsvinder jeg, også uden jeg selv har lyst. For det hele sidder fast. Og jeg kan give ham skylden for meget af det så længe han er her. Vi udvikler os ikke mere. Det tror jeg ikke. Og jeg er så træt af at være længere nede på hans prioteringsliste end så meget andet. I længden gør det ondt. Jeg er træt af kun at se ham en gang i ugen, og altid om onsdagen.
Igår havde jeg det så sjovt i byen. Nu sidder jeg her og græder... Fordi der ikke er noget der betyder en skid. Fordi jeg bare vil væk. Eller det er jo noget lort at sige, jeg ved det godt. Det hle betyder noget, men når jeg føler mig så fastklemt i den her lorte hverdag hvor alt er det samme, hvor den ene uge uden problemer kan forvæksles med den næste så er det bare så møgirriterende. Og oveni det hele er jeg blevet tykkere. Jeg skal til at passe på, - med hverken at spise for meget eller for lidt. Jeg må bare træne noget mere.
Hvorfor er jeg så gal på th, sådan indeni. Helt derinde hvor det rigtig gør ondt sitrer bitterheden, og kommer til udtryk her, nu, og så når jeg ser ham så kan jeg ikke sige noget til ham. Men for helvede hvor er han dum...

Prioteringsliste:
Venner
Fodbold/styrketræning
(skole og lektier)
(arbejde)
Stella

Og det er fair nok, nogle gange. For selvfølgelig skal han tage til fodboldtuneringer, lave lektier, og vennerne skal være i første række, det er helt sikkert. Men behøver han altid at skulle træne? Er det så nødvendigt? Og skal han absolut lave alle sine lektier på de åndsvage tidspunkter han nu gør. For det kunne sagtens lade sig gøre. Hvis han lavede lektier på et andet... BLA BLA BLA:... BITTERHED, der bare skal ud. Det er åndsvagt. Men jeg er træt af at han skriver så sjældent. At det ikke er så forbandet sødt, at det er en gang i ugen vi ses, og som om at når det så er det, så er han godt tilfreds. Det har aldrig været mere end en gang i ugen... Jo 2, og så andet i ferier osv, men ville bare være lidt rart, hvis han savnde mig og sagde det, uden at han var fuld. Hvis han bare...

Det er jo ikke ham. Han er skøn. Jeg ved det godt. Det er bare lettest hvis han får skylden. Det er meget lettere så. For det er jo mig... Det er mig der altid har den her underlige følelse og mig der har så svært ved at leve med den. Det er mig der aldrig bliver rigtig lykkelig, aldrig er tilfreds, det er mig. mig. mig.

Det er mig der danser rundt med th's venner på daisy og har the time of my life. Den halve time det varer. Og det er mig der bagefter er møgtræt, nederen og inderst inde ked af det, og det er svært at blive ved med at holde masken når kl er halv 6 og man sidder på vej hjem i taxaen, med ømme fødder, halvfuld og tusinde gamle minder der vælter frem for det indre.
Jeg var ved at græde igår... Da jeg sad der på forsædet i den taxa og tænkte tilbage. Tilbage på hvor ondt noget kan gøre. Hvor ondt det alt sammen har gjort. Hvor meget falsk kærlighed man fik, og hvor meget ægte man mistede. Hvor meget man skulle have sagt nej til at være med til, og hvor lidt man rent faktisk fik sagt ja til. Flimer af en verden der ligger gemt bagved hvor nye mennesker der kommer til ikke aner hvad der sker. Hvor latterligt det hele virker. Og hvor underligt det er. Hvor lidt de ved. Hvor lidt jeg ved. Th har 18år bag sig jeg ikke kender ret meget til, og jeg har det samme. Håber ikke hans har været lige så mærkværdige som mine. Håber ikke han har lige så mange 'hemmeligheder' for mig som jeg har for ham. For han ved ikke en skid. Og det han ved holder han ikke ordentligt fast i. Han har ikke det greb i mig han bliver nødt til at have hvis vi skal fortsætte i uendeligheder. Han har sluppet mit hjerte helt uden at ane det. Og han skal være forholdsvis hurtig hvis han stadig vil kalde mig hans kæreste. Lige gyldigt hvor svært det bliver for mig. For det gør det. Men det her, det der er i mig nu, det vil jeg ikke rende rundt at føle.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Der er ikke langt til bunden er publiceret 18/11-2006 16:47 af Stella Hvidemann (Stella).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.