Var lige inde og se, hvornår jeg sidst havde skrevet et indlæg her på pennen. Opdagede til min skræk, at det var i maj. Ville gerne skrive lidt mere, men tiden går bare så hurtigt, og ofte når bette drengen er kommet i seng, er jeg træt og lægger mig på sofaen med en bog eller ser tv. Derfor får jeg ikke skrevet så tit.

Det er nu heller ikke fordi hverdagen indeholder de store spændende udfordringer. Nej – det kan man ikke sige. Men jeg nyder det alligevel. Når det er sagt, så glæder jeg mig også til at starte på arbejde igen. Glæder mig til at tale med andre mennesker hver dag, så det ikke bare går op i babymad og bleer. Forstå mig ret, jeg klager ikke – anser mig selv for et heldigt menneske.. Men glæder mig til andet indhold også…

Er dog også sikker på, at jeg efter blot et par dage på jobbet vil ønske mig tilbage til hjemmets fire vægge. Sådan er det altid med mig – for det er pænt hårdt at komme i gang igen indtil man kommer ind i en rutine. Og det tager lige lidt tid, og jeg kunne forestille mig, at det kommer til at tage lidt ekstra tid for mig, nu hvor jeg skal lære at passe mit job og være mor samtidig..

Bette-fisen bliver bare så stor! Havde besøg af sundhedsplejersken den anden dag. Det sidste besøg. Der skulle laves en Boeltest – noget med reaktionsevne og hørelse. Han klarede det naturligvis til ug med kryds og slange.. Faktisk er han ret fremmelig… Men det betyder nu intet i forhold til det faktum, at han er en glad og tillidsfuld dreng. Han har stadig sine store flotte blå øjne, der kigger intenst rundt på alt. Blive ofte stoppet i forretninger og på gaden af folk, der lige vil snakke med ham, for de er så imponerede over det blik, der fanger dem på deres vej. Jeg ville da lyve, hvis jeg ikke sagde, at det giver en særlig følelse af, at det ikke kun er os, der synes, han er noget helt specielt..

Han kan næsten kravle nu. Det varer nu heller ikke længe inden han går. Sundhedsplejersken var tilbøjelig til at tro, at han måske endda går før han kravler. Hmm, tænker jeg, der må da godt lige gå nogle måneder endnu inden han går.

Han er sgu en charmetrold. Her til aften da han spiste aftensmad, begyndte han med at spytte made ud. Mor forsøgte sig med en stram ansigtsmaske, men så sætter han lige hovedet på skrå og griner sig dejlige ikke-til-at-stå-for-baby-grin og så må man jo selv grine. Og så er den kamp ligesom tabt…

Jeg nyder at være mor. Men det er sgu også hårdt, det er det. Der er ikke noget glansbillede romantik over det i starten. Overhovedet ikke. Hvis man ikke kan være glad uden barn, så er det lige netop en grund til aldrig at skulle have det. Det er min holdning, for at få et barn gør ikke en lykkelig. Det forstærker bare alle følelser – også de dårlige. Så hvis der ikke er flertal af de gode følelser inden barn, så bliver der det altså heller ikke efter. Det tror jeg ikke på. Heldigvis var vi glade og tilfredse før. Men det sætter altså stadig et pres på forholdet. Man kommer ud i situationer, som man på ingen måde kan forberede inden.. Den del af det, skal man heller ikke glemme.. (Må lige er sige, at jeg godt kan blive lidt sur på de folk, der altid siger, at det at få barn er en ubetinget lykke. For det er sgu løgn!!) Heldigvis er der overvægt af de gode ting – og det bliver der jo mere og mere i takt med han bliver ældre (men dermed også et helt nyt sæt af bekymringer. Har fundet ud af, at en af vores blomster er gifte.. Havde sgu aldrig tænkt på det før… Skræk oh ve – den skal sgu graves op, men det giver også en følelse af, at jeg ikke vil kunne bestykke ham.. Åh nej…)..

Make no mistake about it – børn er vidunderlige. Og jeg ville ikke leve uden min elskede lille dreng.