Har været ude at male, er superglad for lejligheden. Var der en lille rum tid med sælger som viser sig at være en meget meget sød pige. Fik helt lyst til at jeg ville komme til at se hende igen. Det var helt naturligt at gå rundt sammen i lejligheden, der på en måde er vores begges, til hun er ude d. 1. december. Eller lidt før. Nu mangler hun vist nærmest kun en enkelt køretur med et par kasser.

Og så i eftermiddag skulle jeg mødes med min gamle bofælle gennem 5 år. Hende med indbruddet, hende jeg ikke har fået set i 100år. En af søkøerne :)

Og det var jo hyggeligt, men samtidig også helt forkert. Meget sådan, at jeg sad og spurgte ind til en masse ting, om deres liv, jobs, børn, hendes gamle venner osv. osv..... og da hun så spurgte mig om noget var det om fyr. Og jeg fortalte lidt om, hvordan jeg har det med ham, og at jeg stadig drømmer om J, og føler kærlighed og forelskelse for ham. 'Er det ikke bare en fix idé?' Hørte jeg hende svare...

Og tjah, så skriver min indre kalender sig afvisende for hende yderligere 2 mdr. Hvis hendes mand og hun stoppede, ville hun også elske ham en rum tid efter. Heldigvis, vil jeg sige... er ked af, at jeg ikke når at sige det til hende... men jeg orker heller ikke være min søster. Jeg lar den passere, men jeg bliver bare ked at den manglende forståelse. Hun har simpelthen glemt, at J og jeg skulle dele livet sammen. I hendes hovede var vi bare ungdomskærester. Hvorfor...fordi vi ikke blev borgerligt gift, som de andre par? I mit hovede var vi gift, og også i J's. 'Vi har hele livet' sagde vi ofte til hinanden.

Lad for helvede være med at spørge, hvis du ikke kan tåle svaret, din lille selvretfærdige dulle! Nej! Jeg skal ikke inviteres til grill til sommer, hvor vi er der alle sammen. Og nej, jeg er ikke en af dine Hillerød-tøser, og ja, så bliver vores samvær ligegyldigt, fordi vores slæng ikke længere hænger sammen, og jeg ikke bare kan lade som om.

FUUUUUUUUCK hvor er jeg træt af det. Kan høre en folkeskoleklasse mobbe: Bah bah,
frøken hun er bi-tter,
de bitre er de småå
Frøken hun er bi-tter
de bitre er de småå

Det kun de dumme og svage,
der ikke kan komme vid're
J han er vidre
han er ikke svaaag
det klart han ikke gad mer
Frøken hun er bi-tter
Ligesom hans moar

Frøken hun er duuum
Frøken hun er svaag
Frøken hun er kedeligt
Fordi hun ikke bar kommer vidre


Vrænge vrænge vrænge

Og undskyld jeg ikke elsker fyr
Og det gør jeg alligevel fordi han er bedre end alle andre tilsammen. Fyr er det eneste dejlige og gode menneske der findes. Men jeg er ikke forelsket. Åh, hvor det hele ramler rundt. Livet går videre, gid J snart rejste til udlandet, og blev der. Eller gid, jeg ikke gad mine gamle venner. Eller gid et eller andet. Man er alene. Man er jo alene, og man skal selv have det sjovt. Jeg synes egentlig jeg er ok til det... men de der gamle venner, der hele tiden får malet mig i hovedet at jeg skal være videre. Dem får jeg lyst til at læsse af i svinget. Kortvarrigt. De er jo for helvede mine bedste og ældste venner.

RØV LORT PIS MØGKATAR. Ville ønske jeg kunne indsætte min søster i mig, og så kunne hun lave scener og vrænge af dem alle sammen, som jeg gør det i drømme. Selv orker jeg ikke. Gider ikke. Bliver jo bare ked af det og ydmyget senere. Som søster, der føler sig udstilet og hudløs.


Ville ønske jeg kunne være ligeglad, men jeg er ikke ligeglad. Og midt i alt det begynder jeg at savne ligenetop J, fordi jeg ved, at havde det ikke handlet om ligenetop ham selv, ville han faktisk have haft forståelse for min irritation. Måske er han begyndt at hade vores fælles venner af præcis samme årsag. De vil have, man skal passe ind. J har sikkert et væld af piger, men 'falder ikke til ro'. Hørte dem vrængende sige om hans fest, at det havde været en 'abefest'. Og jeg tænkte lige kort, at det var en irriterende måde at omtale en fed fest på. Måske vi sidder lige meget i fedte fadet på den måde... sikkert ikke på helt samme måde, og med helt samme fortegn, men jeg kender ham godt nok til at kunne høre hans irritation.

Nå, fuck dem og alt det. Jeg er hende isbjerget. Husk nu frøken, den styrke du følte i at skrive det, og lad være med at tud over en bagatel. For de andre går livet videre. For dig er livet, som du altid har vist det. DIt eget. Alene. Blækhuset...hi... kan du huske det frøken :) Da jeg var lille skrev jeg, at jeg boede i et blækhus, og kunne se ud på de andre gennem glasset. Det er på en måde en dejlig tanke. Jeg var sgu cool, da jeg var lille. Gad godt være sådan igen. Jeg var ligeglad og hamrende stærk. Jeg kunne lide folk, og tilgive dem for alt muligt... de var små og lidt dumme, og alt alt for flok-agtige og uselvstændige, synes jeg ofte.

Idag er jeg så påvirkelig som et lille bitte pus. Og alle de andre er store stærke mennesker. Og er der noget jeg gerne vil er det sammen, og flok. Jo fler, desdo bedre. Er det virkelig sådan at blive ældre?

Kom så isbjerg! Kom så tilbage!