Er dødtræt. Var til fødselsdag hos veninde igår. Søde sjove venner, der altid tager så afsindigt godt imod mig. Jeg er ved at blive folks mascot. Hende den single, vi godt kan lide.... hip hip hurra en rolle.

Nå, fred være med det. Havde lovet anden veninde at komme ud i kolonihaven til hende, manden og deres to børn. Jeg orkede ikke, men det var faktisk overraskende hyggeligt og rart.

Manden skulle ind til byen og kørte mig hjem. På vejen passerede vi lige forbi J's gamle kontor. Jeg spurgte om manden vidste, hvordan det gik ham. (De er gamle gode efterskolevenner, så naturligvis vidste han det).

'Det går strålende - han er flyttet ind hos kæresten og de er rigtigt glade'.

Det er utroligt, men høfeber forvandler sig øjeblikkelig til smerte i maven og gamle uafklarede ting presser på indersiden af øjnene og slår med knytnæver i solar plexus.

Med mig var han meget meget bange for evt. at flytte sammen. Han var bange for at blive sat. Ville bo i kollektiv. Noget med større fællesskab. Det var jeg ikke partout negativt indstillet overfor, men jeg ville hellere det andet... eller rettere. Jeg kunne ikke rigtigt forstå, at det på den måde skulle være et klausul... det kom jo meget til at lugte af, at han ikke turde mig. Kun hvis jeg så at sige var 'fortyndet med en masse andre'.

Og jeg havde jo ret... jeg havde ret i alle mine forbehold dengang. Han ville mig ikke nok. Idag er han fuldstændigt uden bekymring flyttet ind til sin nye kærlighed. Og jeg under ham det godt. Det gør bare helvedes ondt. Og det gør ondt, at vi skulle så mange ligegyldige kampe igennem dengang. Jeg havde ret. Han kunne bare have indset det selv. Istedet hedder det sig, at han endte med ikke at kunne holde mig ud, fordi jeg ville det satte. Jeg ville egentlig ikke noget specielt. Jeg ville bare gerne ham. Han vil hende. Tillykke... og... i virkeligheden. Jeg har aldrig haft rod i mine grænser og mavefornemmelser. Jeg har bare været for tillidsfuld, når jeg blev fortalt, at jeg tolkede forkert.

Skal lige bruge noget tid på at komme mig.
Men måske, det faktisk samtidig er rart... det konfirmerer, at jeg ikke var gal på den dengang. At jeg gjorde ret i at stille mig på bagbenene en del gange, fordi jeg ikke bare kunne lade stå til. Der var noget galt, og det var ikke kun min opførsel. Jeg prøvede så ofte at få J til at forstå at jeg efterhånden var blevet degraderet til reaktioner på ham. Som ikke lyttede til mig, og ikke gjorde noget for at undgå dem, men bare fortalte mig at jeg var uhensigtsmæssig... Lad det ligge frøken. Vi ønsker dem alt vel. Jeg kan godt glemme det hurtigt.... det er bare ... så mærkeligt. At alle de kampe var så tåbelige og dødsdømte. Spild af vores tid. Spild af mine følehorn, som stadig idag er noget ømme.

Bare hun passer på sig selv, hende kæresten. Hun ser utroligt sød ud på billeder. Jeg kan kun forestille mig om ham, at han har valgt en fantastisk kæreste... (så meget selvtillid har jeg dog tilbage ;) )