Tager forbehold for min skrivekrampe og alle de stavefejl der er i dette afsnit af "Dagene i mit liv".

Her den anden dag ringede min far (fuld) og begyndte at snakke om Ice (smirnof Ice) og om hvilken farve jeg bedst kunne lidt (Har nok tænkt på Bacardi Breezer). Jeg hader når han er fuld, jeg vil faktisk ikke kendes ved ham, og han er det ret ofte. Det skal dog siges at han (medmindre det er nytår/jul ect.) aldrig er fuld hvis han ved at vi komme og besøger ham eller hvis han skal arbejde. Men ellers, og så kan han godt begynde at ringe til min søster og jeg og vil have os ud og spise eller et eller andet. Men han er så dum at høre på (ikke ond dog) og han er betænksom på ubetænksomme måder. Giver flere hundrede, måske tunsind kroner væk selv om han er i økonomisk knibe, snakker mumlende og, ja, som jeg sagde før er dum at høre på og umulig at snakke med. Han siger dumme ting og jeg skammer mig over ham en gang i mellem. Jeg HADER at det skal ske og så tit som det gør. Kommer vi på uanmeldt besøg eller ringer ham om kan vi tydeligt høre at han er fuld. Det gør ondt, måske især fordi det er sådan en kontrast til den han ellers er. Hvis jeg tænker efter tror jeg nok han er uhyggelig intelligent, måske ikke mensa men han er hurtig ingen tvivl om det.
- Men når han så bliver fuld.. han har brug for at en tager sig af ham og kan på den måde ikke selv være far og jeg betragter ham ikke sådan. Jeg VIL ikke betragte ham sådan. Det er som om det ikke er min far. Jeg opsøger sjældent min far, og aldrig uden at give besked først, men jeg savner ham, den rigtige.

Jeg tror i øvrigt ikke på evig kærlighed. Det er hårdt at indrømme, men det gør jeg ikke. Jeg kan ikke se mig slv med en eller anden for resten af mit liv, som mit et og alt. Det kan jeg bare ikke, om personen er nok så perfekt. Sætningen "og så levede de lykkeligt til deres dages ende" er for mig det ultimative eventyr, og kun eventyr. Jeg spekulerer på om det er fordi mine forældre er skilt, smitter det?

Jeg drømte i nat. Helt vildt meget faktisk. Jeg har ferresten løst gåden om tiden i dag. Det handler om at vi ikke har én men to tider. En ydre og en indre. Det ved de fleste godt. Men ved de også at ens hjerneceller kan reagere 10 gange så stærkt som man fysisk kan nå at gøre tingene? Det er derfor man nogen gange bliver psykisk træt før aften og må tage sin en middags lur. Tilgengæld kan vores tid i hovedet også gå langsommere. Man kan tænke om lære så lidt så lidt på en hel dag hvis man ikke tager sig sammen. Så er det mange gange kun kroppen der bliver træt, mens sindet stadig er vågent og man egentlig godt synes man kan klare at være vågen resten af natten og se den der spændende film der kommer. Men så kræver kroppen jo sin søvn.
I nat (til morgen) fandt jeg ud af at jeg kun drømmer når jeg ligger på venstre side, og ikke på højre. Det er underligt. Men jeg ved det fordi jeg sjældent ændrer stilling i løbet af natten. Det er noget der stammer fra da jeg var lille, og lå og var bange da jeg skulle sove. Så ville jeg gerne holde øje med døren, og så lå jeg i samme stilling hele natten.
Nåmen siden jeg flyttede ind her hvor vi bor nu, har jeg ligget på højre side om natten, men i aftes fik jeg nok, jeg er jo intet barn mere (jo jeg er), så jeg tvang mig til at falde i søvn på ventre side, og Waow hvor har jeg drømt.
Jeg rendte først rundt i et labyrinthus og blev guided af en pil på mit ur, til jeg fandt en lille pige der blev holdt fanget (mig selv) og hjalp hende ud af huset for første gang.
Så var jeg fører for en stor oprørsgruppe der gjorde oprør på nogle halmbunker om dagen og om natten sov i et enkelt lille hus (hæ hæ, jeg havde en seng). På 5. dagen vågnede jeg op og gik ud af værelset og kom ind igen og lagde mig i samme seng, men nu lå jeg pludselig ved siden af min far og stedmor, de havde manglet en seng og min var stor nok.
Drømmen skiftede, og jeg var medlem af en rockergruppe (en fredlig en) og vi holdte fest, så mødte jeg en pige der kunne genkenne mig fra hendes barndom som Pinky. Jeg kunne ikke huske hende, men ville tage hende med hjem til aftensmad. Så pakkede vi nogle kæmpe poser chips, den ene var lidt stor så den delte vi ud af før vi pakkede den, og så var der meget lidt tilbage (og jeg tænke på min vægt). Så så vi på uret og klokken var 17,00. Så kiggede vi igen så var den 19,00, så begyndte vi at diskutere hvad klokken egentlig var og om vi kunne nå det til spisetid(kl. 18,00), så kiggede vi en tredje gang, og så var klokken 17,45, jeg kiggede en 4. gang, og nu var klokken 17,00 igen og så... vækkede min mor mig, Maja skal du ikke snart op? Og jeg mumlede naturligvis "hvad er klokken?"