Jeg har forsøgt.
Prøvet i hovedet med ord at beskrive billedet af M i ankomsthallens flimrende hav af stemmer og ansigter og kroppe, udkald, opkald, udbrud, skrig, latter, smil og tårer, forventning, forløsning og skuffelse.
Men det er, som det så ofte er tilfældet, når jeg forsøger at rumme tanker og idéer, bare at erstatte ét kaos med et andet; jeg kan ikke, før jeg sidder med fingrene på tasterne.
Så nu er det nu; nu forsøger jeg at få styr på det, katalogisere de seneste 3 døgn - i den her omgang: flyveturen og ankomsten.
I flyveren forsøgte jeg at læse 'Micro' af Michael Crichton, som jeg (mod bedre vidende) købte i lufthavnen i København.
Normalt har jeg ingen problemer med at synke ind i min egen verden og fokusere, når jeg læser, men dels var historien, trods et nogenlunde spændende plot, så enestående forudsigelig og sprogligt uinspirerede, at min opmærksomhed konstant mistede fodfæste, dels poppede billeder af M konstant op i mit hoved.
Jeg er en nørd, ubetinget, men i kampen 'Jævn techno-thriller' vs. 'Nøgenbilleder af svensk langrendsløber' vinder den svenske langrendsløber hver gang.
Og det var dét, der fyldte mit hoved det meste af turen; M nøgen i entreen i hendes lejlighed, M i badet, M i sengen, M over mig, M under mig.
På et tidpunkt opdagede jeg, at jeg sad med knyttede hænder og sammenbidte kæber og stirrede ud i luften.
Havde nogen set udtrykket i mit ansigt, er jeg sikker på, at det havde udløst en eller anden sikkerhedsprocedure.
Liderlig er sådan et grimt ord.
Plat og upoetisk, men også betegnende og præcist.
Tid er et relativt begreb, og selv om jeg tror, de fleste flypassagerer oplever tiden, fra hjulene rammer landingsbanen, til man træder ud i ankomsthallen, som pinefuldt langtrukken, tvivler jeg på, at nogen nogensinde har følt tiden helt så pinefuldt langtrukken, som jeg gjorde mandag aften.
Nogle gange drømmer jeg, at jeg flygter fra en fjende; jeg skriger, så det brænder i min hals, men uden at der kommer den mindste lyd, og løber, så hver eneste muskel i min krop er ved at sprænges, men bevæger mig alligevel kun fremad i slowmotion; verden omkring mig er på én gang et sort vakuum og et hav af tjære, der lukker sig om mine fødder og ben og stjæler mit momentum.
I de situationer kan jeg vække mig selv, rykke mig selv ud af drømmen og tilbage i en mindre friktionstynget virkelighed.
I Arlanda tog jeg en dyb indånding gennem næsen, åndede langsomt ud gennem munden, løsnede grebet om håndtaget på min rejsetaske en smule og overgav mig til menneskeslangens langsomme bevægelse frem mod udgangen.
Det menneskelige øje reagerer på lysglimt, der består af så lidt som et enkelt foton, men forskning viser, at et bevist respons kræver flere fotoner i nær tidsmæssig tilknytning til hinanden.
Alligevel vil jeg påstå, at jeg opfattede billedet af M i ankomsthallen, så snart det første lille lyskvant kolliderede med min nethinde.
Hun så mere 'voksen' ud, end jeg huskede hende; mørkere makeup, lang frakke, nederdel, skjorte, lange støvler med en lav, spids hæl.
Da hun fik øje på mig, formede hendes læber sig til et smil, der bredte sig til hendes øjne.
Så begyndte hun at løbe.
Jeg slap min taske og nåede lige at brede armene ud, inden hun bragede ind i mig.
Følelsen af M's krop mod min, hendes hænder på min ryg under min skjorte, hendes læber på mine læber.
Liderlig er sådan et grimt ord.
Plat og upoetisk, men også betegnende og præcist.