I går aftes flyttede M og jeg mine møbler i stuen ind til midten af rummet, tapede skyggelister og fodpaneler, stikkontakter og andre fremspringende dimser til og begyndte at male væggene.
Vi angreb fra hver vores side og malede med ryggen til mod hinanden.
Efter en times tid blev der mistænkeligt stille i M's ende af opgaven.
Jeg drejede hovedet og konstaterede, at M stod lænet op af sofaen. Hun så mig lige ind i øjnene og uden at sige et ord, løftede hun lidt op i sin T-shirt og trak sine korte løbeshorts af.
Et øjeblik lod hun dem dingle fra en pegefinger.
Så lod hun dem, med et næsten usynligt håndledsvip, sejle gennem luften og ned på gulvet.
Jeg lagde min rulle i bakken på gulvet og begyndte at trække min skjorte op over hovedet, da dørtelefonen pludseligt summede.
Nogle processer er enten eller.
Skjorte-op-over-hovedet-processen for eksempel.
Afbrydes den midtvejs, risikerer man (særligt hvis ens ryg er en smule svedig) at blive fanget i et frygteligt Kenny-fra-Southpark-Limbo, som man kun kan undslippe med yoga, magi eller (hvis man er Hulk) et voldsomt raseri.
Jeg råder over nul af de tre, og måtte derfor reddes af M, der, tudende af grin og med bar røv, krabbede sig uden om møbelophobningen i stuens centrum og knappede min skjorte op.
Ude af spændetrøjen kunne jeg konstatere, at dørtelefonen var holdt op med at summe, og at der var stille i opgangen; sikkert bare et fejltryk.
M er ikke typen, der gør noget halvt, så hun trak mine jeans ned om mine ankler i en bevægelser, der placerede hende på hug foran en del af min krop, der nu på sin egen indiskrete måde indikerede en voldsom interesse i den drejning, maleprojektet havde taget.
Tid, siger man, er en relativ størrelse.
Den kan flyve, løbe, gå og snegle sig afsted og stå helt stille.
Dens mest karakteristiske kendetegn er imidlertid knaphed.
For eksempel kunne jeg i går aftes, da lyden af skramlende nøgler i min hoveddør ramte mit øre, godt lige have brugt 10 sekunder mere, end jeg fik.
7 havde formentlig været nok.
Men nul er, hvad jeg fik.
Nul.
Nul, som mand jo siger, er ingenting.
Men er det rigtigt?
Bedøm selv:
1. Nøgler skramler i lås.
2. Underbuks samme vej som jeans.
3. Hoveddør går op, og ind træder min far, der, fordi han bærer på to store projektører på stativ, kommer ind med ryggen til stuen
4. Da min far er helt inde i entreen, får min mor, fra sin plads ude på opgangen, frit udsyn ind i lejligheden, nærmere bestemt stuen, hvor M og jeg alt for sent registrer, hvad der er i gang med at ske.
5. Mor udstøder en gutteral lyd, hvorefter min far først udbryder "hvad fanden" og derefter vender sig og ser lige hen på M og mig, der nu begge heldigvis omsider har fattet, hvad der er i gang med at udfolde sig.
6. M trækker min underbuks op, trækker ned i sin T-shirt og stiller sig mellem mig og mine lettede befippede forældre, mens jeg trækker bukserne på plads.
7. Far siger "Nå, ja undskyld, I får lige to minutter" hvorpå han træder ud på opgangen til min mor og lukker døren.
Ingenting?
Havde jeg snakket med min far om, at jeg skulle male?
Ja, viser det sig, det havde jeg.
Havde jeg spurgt, om han måske havde noget lys, jeg kunne låne?
Ja.
Havde vi aftalt, at han skulle komme forbi med 2 400 W projektører på stativ?
Nix.
Endte det lykkeligt?
Det synes jeg.
Vi fik tøj på og lukkede mine forældre ind igen.
De blev kun et par minutter.
Min far var sit sædvanlige urokkelige selv.
Min mor havde lidt sværere ved at finde et fjæs der passede til anledningen.
M var fuldstændig rolig, smilende og fantastisk.
Jeg introducerede hende ikke som min kæreste, men er ret sikker på at mine forældre ret hurtigt fornemmede, det ikke var et tilfældigt engangsknald, de var braset ind i.
Weekenden byder på mere lejlighedsmaling, tid med M, som skal med ud løbe langt i morgen.