Kære Dagbog

Sikke ustabil jeg er for tiden men nu er dine sider ikke længere gulne og krøllede, men fremstår igen som dengang du var helt ny og alle dine blade var uskrevne kapitler, som kun ventede på at blive fyldt op med alverdens bogstaver, som – sat sammen i den rette rækkefølge kunne tage form og berette om spændende, sjove og nogle gange mere triste ting. Kort sagt fortælle om livet på godt og ondt, for livet viser sig ikke altid kun fra den gode side.

Men nu skal jeg ellers love for, at du indeholder en masse utrolige spændende kapitler, som alle mulige mennesker har skrevet – kapitler jeg hver dag er inde og læse. Hov, måske derfor du til sidst var så nedslidt at se på? Jeg er jo ikke den eneste, der dagligt har min gang hos dig – enten som læser eller skribent. Nej, der er faktisk ret mange, som lige kigger forbi og besøger dig.

Selv sidder jeg tit og tænker på mennesket bag, som har skrevet en tekst. Tænker; hvordan mon han/hun ser ud, hvad laver han/hun mon lige nu – spiller fodbold, leger med børnene og måske en hund løber gøende rundt og driller de små, sidder han/hun med tårer i blikket, trænger han/hun til et kram og et andet menneske at snakke med og mange andre ting – prøver at fornemme mennesket bag, hvilket er noget jeg kan bruge lang tid på.
Og selvom jeg i de fleste tilfælde aldrig kommer til at få svar, så træder der alligevel et billede af et menneske frem, jo flere kapitler jeg læser.

Og se dig nu. Nu fremstår du atter som dengang du med Floffy’s nænsomme hånd, for snart et år siden, stille og roligt tog form. I dag har du nyt omslag, en del ting er ændret og nyt er kommet til og denne lille tekst er min lille glade hyldest til dig, dine brugere og alle de mange kapitler med lovning på, at jeg fortsat vil følge dem alle sammen og dele deres sorger og glæder.