En person tæt på mig har meget let ved at blive vred. Det er så svært for mig og vreden rammer mig som en afvisning, en lussing hver gang. Det kan være over, at det er for koldt/varmt, at jeg kommer til at sige/gør noget eller at et eller andet driller. Så går han rundt som et ulmende tordenvejr. Og jeg....jeg ved præcis, at nu skal jeg gøre ditten eller sige datten for at afværge orkanen. Det må være en frygtelig byrde for ham at bære. Vreden kontrollerer hans liv.Han kan være så charmerende, når han er glad og fri, næsten barnlig overstadig. Men når irritationerne tager over, bliver han en anden. Og jeg forsøger desperat at afværge katastrofen. Jeg lukker mig inde i mig selv og forsøger at lade som om, at alt er ok. Hvis jeg konfronterer ham, bliver han endnu mere tosset. Her til morgen foreslog jeg at vi satte os ud i solen. Det gand han fandme ikke! Vi havde aftalt at ordne nogle ærinder sammen i dag, ting som skulle være hyggelige. Men det var han pludselig ikke i humør til.
Og jeg har så svært ved at følge med i de skift. Er hele tiden nervøs for at komme til at sige noget, der fornærmer ham. Hvis jeg var min veninde, villle jeg sige, at hun skulle glemme ham. Men så simpelt er det altså ikke . Af flere årsager.
Hans vrede sidder i mig længe efter han er kørt. Føler aldrig jeg kan leve op til det ideal, han ønsker. Jo, hvis jeg altid er på toppen, altid siger og gør det rigtige og aldrig stiller spørgsmålstegn ved det, han gør og siger.

Mens jeg skriver, står det mig klart: Det her går ikke. Jeg er nødt til at vælge ham eller mig. Jeg kan ikke gøre os begge tilpas. Prisen er høj uanset hvad jeg vælger...suk.