(Fredag d. 15. december 2006)

Ah, endelig en nat med fred! Omkring klokken et i nat fald jeg i søvn med hovedet begravet i "Sinuhe ægypteren". Og det mest utrolige: Diverse husdyr (og Heino! C",)) lod mig sove i fred! Vågnede først klokken tolv i formiddags, da jeg, mens jeg sov, drømte, at jeg sagde til mig selv, at jeg skulle vågne og tage mine piller, fordi det begyndte at gøre ondt. Var ellers lige på vej til Kreta på badeferie efter at have brugt det meste af drømmen på at pakke kuffert – hver gang jeg puttede tingene ned i kufferten, sprang de op igen, fordi der ikke var plads.
Da jeg endelig skulle af sted, havde jeg brugt så lang tid på at pakke, at min mor (hvorfor skulle jeg rejse med hende og ikke Heino eller hele familien?) allerede var rejst. Jeg skulle rejse alene efter hende, og var bange for at fare vild undervejs.
Da jeg endelig sidder i flyet, får jeg at vide, at rejsen vil tage otte timer, hvorefter jeg bliver vred og frustreret, fordi jeg ikke vil kan sidde så mange timer uden at få ondt. I frustration går jeg ud på flytoilettet for at få noget fred, men pludselig stiger der vand op af toilettet. Døren er gået i baglås, så jeg ikke kan komme ud og er ved at drukne. Derefter er det, jeg siger til mig selv, at jeg skal vågne og tage mine piller – altid noget, jeg kan redde mig selv fra druknedøden!

Hm – forsøger min underbevidsthed eventuelt at sige mig noget? Jeg forsøger at flygte fra hverdagen og pakke problemerne væk, men de bliver ved at springe op (bl.a. i drømme) og komme i vejen for mig. Når jeg endelig forsøger at forholde mig til dem, er jeg ’bagud’ i forhold til mine omgivelser, hvorefter jeg føler mig efterladt og ensom og ’drukner’.

Tusinde tak til mine drømme – de kunne ikke bare have ladet mig dase på den fucking strand, der blev stillet mig i udsigt? Næ, nej, jeg skal belæres!

Men ellers har jeg besluttet at fortsætte på Pennen; i hvert fald indtil videre. Regner med at logge min ind og få læst de sidste konkurrencetekster og måske lægge dagbogsteksterne ind. Har også en besked, jeg skal have skrevet, til én derinde. Hvorvidt jeg vil fortsætte med at skrive, ved jeg dog ikke endnu. Nu tager jeg julen og konkurrenceafslutningen med derinde, så må jeg bruge den kommende ferie på at finde frem til en beslutning.

Jeg håber, det værste fnidder er stillet af, men hvis det ikke er, kan jeg jo lade være at blande mig. Tale er som bekendt sølv ...

Nogle gange, tja, så er det nok bedst at holde mund, man kan jo tænke sit, men det behøver andre jo ikke vide, hvad er!