Kære DagBob

Bob forstår jo ikke, at han ikke er super åleslank, og har verdens hårdeste sixpack, der hvor andre mænd har maver. Ikke på vilkår om Bob har blot den ringeste idé om hvad der kan berøve Bob hans fuldt ud berettigede stykker lækkermave. Faktisk tænker Bob en del over det, som oftest i selskab med mindst en halv liter cola, og meget gerne en pose vingummi og et stykke chokolade, og det eneste Bob umiddelbart kan tænke på, er at det må skyldes, at livet er bunduretfærdigt, og Gud iøvrigt er meget vred på Bob.

Guds utilfredshed med Bob kan med stor sandsynlighed skyldes at Gud har nogle uløste issues, omkring det faktum, at han, hvis han da ellers er en han, men lad os nu blot antage dette eftersom det lader til at være den gængse opfattelse i samfundet, er forældreløs, hvilket han aldrig rigtigt har tilgivet sine ikkeeksisterende forældre. Tænk blot på alle de år i hans barndom, hvor han ikke oplevede julen (men måske han burde have tænkt på det lidt før, og opfundet sin søn tidligere i sin karriere som Gud), den slags gør naturligvis folk lidt indebrændte. En psykolog, og sådan nogle har Bob stor erfaring med, og han kan derfor sagtens udtale sig som en, ville jo med det samme slå ned på mandens bemærkelsesværdige skabertrang, og straks henføre den til hans besværlige barndom.

Forestil jer også hvor meget Gud må være blevet mobbet henne i skolen, når han ingen madpakke havde med til spisefrikvarteret, fordi han ingen forældre havde. Eller hvordan de andre børn har kigget skævt til ham, når han rendte rundt og skabte ting og sager nede i skolegården...vupti, der kom lyset (rimeligt praktisk faktisk, så de andre kunne se de ting han skabte), vupti der kom livet, hvilket skulle vise sig at være en anelse upraktisk, for så kom alle de andre børn jo også, og det var jo dem der mobbede ham.

Bare for at gøre hans liv endnu mere mærkeligt, måtte han skabe en faderskikkelse og en moderskikkelse, fordi han var misundelig på de andre børn, men ikke så snart havde han fundet et fint sted de kunne bo, så begyndte de fandeme også at æde af frugterne i haven, og så måtte han jo smide dem ud, det er jo klart, for hvis de rendte rundt og spiste alle æblerne, hvad skulle Gud så leve af? Den slags kaldes konsekvent ledelse, og selvom beslutningen givetvis har været svær, så forstår man ham jo godt. Den slags kan man jo ikke blot lade gå upåset hen.

Nå, men altså alt det her med hans besværlige barndom, er altså nu skyld i at han driver chikane mod Bobs velbefindende, og det er smadder tarveligt....ja det er så :-(

Bob