Kreativitet overtager
Christacia
10 år siden
Forandring
Hanna Fink (...
8 år siden
Fra en kasse til skjerme
Halina Abram...
6 år siden
Dagen tiltaget 2timer og ...
Hanna Fink (...
11 år siden
Update - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Makrel madder og fødsler
Racuelle Hei...
7 år siden
Et liv i en retning...
Patrick Bolv...
10 år siden
Aloe Vera Gel og mandehør...
Victoria Wan...
8 år siden
Af jord er du kommet, af ...
Poul Brasch ...
4 år siden
Poetry slam
Martin Micha...
5 år siden
Tillykke til mig...
Poul Brasch ...
9 år siden
En træls fredag
David Hansen...
2 måneder, 4 dage siden
Er kreativt værksteder me...
Simone Reinh...
1 år, 2 måneder siden
Tab og vind med samme sin...
Michala Esch...
16 år siden
På vej mod overfladen
Thor Rosenbl...
2 år siden
Om at være tanketyven
Merida Dunbr...
5 år siden
Det her må være den mest deprimerende dagbog, der nogensinde har eksisteret. Men jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal vende.
Lige nu er jeg bare ved at drukne i krise. Den sluger mig, fortærer mig og maser mig i stykker. Kaos hersker. Intet mindre.
Små ting, som har været helt almindelige, vokser til monstre, der truer med at tilintetgøre mig. For eksempel her i morges. Vi har nu drukket kaffe sammen i 20 år, næsten hver dag med hinanden i hånden. Men her i morges besluttede jeg, at når vi alligevel skal skilles, skal den vane brydes. Det gør for ondt hver gang, at det snart slutter. Så jeg blev liggende i sengen og fortalte ham, at han kunne drikke kaffe selv og at jeg ville stå op, når han var kørt. Så hører jeg ham pusle, og pludselig står han i soveværelset med en kop kaffe til mig. Han sætter sig på sengekanten, mens jeg i stedet for at drikke kaffen, bryder fuldstændig sammen i gråd. Hvad er det dog, jeg efterlader???? Hvordan kan jeg gøre det?? Dette lille tegn på omsorg var mere, end jeg kunne kapere. Jeg har nu grædt i to timer.
Men langsomt går det op for mig, at der er to ting, der skal slutte lige NU. Den ene er de fælles vaner. De er alligevel rendyrket tortur og minder mig blot om, at jeg er den stride heks, der ødelægger det hele ved at gå. Den anden ting er fortrolighed. Vi skal IKKE længere have fortrolighed med hinanden. Det knytter os alt for tæt sammen.
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal gå, og lejekontrakten er skrevet under og så videre. Men det er som om, at efter beslutningen blev taget, kan jeg kun se alt det positive, jeg forlader. Alle årsagerne til at gå, skal hives frem af gemmerne.
Ja, det er ren selvmedlidenhed i dag. Men det gør altså ondt at blive flået i stumper og stykker, også selvom det er mit eget valg.
Nu vil jeg tage virkelighedens briller på og minde mig selv om, at jeg skal væk fra et koldt og egoistisk miljø, både for min og børnenes skyld. Jeg vil ikke længere prioriteres sidst altid. Min egen helt store fejl har været, at jeg lod stå til. Lod mig underkue og blev en lille grå mus. Det har da heller ikke været spændende at se på.
Det kan godt være, at jeg ligger ned lige nu....men jeg samler bare kræfter!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Suppedas er publiceret 21/05-2008 11:00 af Heidi Pedersen (Guggimor).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.