Millimeterdemokrati går heller ikke op

Kunstforening.
Hanna Fink (...
9 år siden
En brutal årstid
Olivia Birch...
9 år siden
Juleferie :)
Michala Esch...
14 år siden
Nirvana
Ace Burridge...
11 år siden
Overspisning
Miriam Lidbe...
6 år siden
Kærlighed til et andet me...
Shawn Cee (J...
8 år siden
Det at blive mand
Ace Burridge...
11 år siden
Fra en kasse til skjerme
Halina Abram...
6 år siden
Forbi ....
Halina Abram...
6 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
11 år siden
En hvid rose og strøtanke...
Camilla Rasm...
9 år siden
Slush ice til en hund
Regitze Møbi...
10 år siden
1-09
Halina Abram...
6 år siden
Kaos, vrede og kærlighed
Line Ley Jen...
4 år siden
Storskrald
Hanna Fink (...
7 år siden
Nej
Poul Brasch ...
1 år, 4 måneder siden
Man kan nok ikke give mød...
Ace Burridge...
11 år siden
at turde er at miste fodf...
Julie Vester...
10 år siden
Kjære dagbok
Sunstar31
9 år siden
At skrive
Josephine Lø...
9 år siden
Svampe.
Ruth Christe...
7 år siden
Mere tid. Mere alt.
Anja Lind An...
10 år siden
Ensom og hvad så?
Josephine Lø...
9 år siden
11.09.2016
Marianne Mar...
7 år siden
Åh ja mere det føles så g...
Maria jayash...
11 måneder, 27 dage siden
Dagen jeg gav op
ToreB
6 år siden
Sulten?
Kellany Bram...
11 år siden
Oktober
Camilla Rasm...
10 år siden
Gennem et slør af rubinrø...
Olivia Birch...
9 år siden
Rygestop
David Hansen...
2 måneder, 15 dage siden
Fundet af en gammel ven
Bella Donals...
8 år siden
Farvel i morgen..
HCDitte
9 år siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
7 år siden
Sønderborg ugeavis ultimo...
Martin Micha...
4 år siden
de sidste 2
Kenny Raun (...
10 år siden
Jeg har altid undret mig over hvorfor det var at parrforholdet led sådan under at få et barn. Havde man ikke valgt sin partner omhyggeligt nok - kender man ikke hinanden godt nok på forhånd? Nu har jeg efterhånden lært hvad der er så svært på den hårde måde. Søvnmanglende og den mangedoblede arbejdsbyrde der kommer med børnene, specielt med en som vores der aldrig har sovet godt og som 1-årig stadig vågner om natten. Man kommer derud hvor man ikke længere har overskuddet til at tilbyde sin partner at hjælpe når de virker til at have brug for det - for det er samtidig med at man selv VIRKELIG har brug for at de tager over. Når de så ikke gør, begynder man at tænke over hvem der så retfærdigvis burde tage den tungeste byrde nu og det er ikke altid noget let regnestykke. Det bliver hurtigt milimeter-demokrati som alligevel er meningsløst fordi man jo som mennesker bare er forskellige og de forskellige forudsætninger man har kan ændre hvad der er fair alt efter hvordan man ser det. Hvad måler man også i? Hvem der har sovet mest? Hvem der er mest udhvilet? Hvem der har haft barnet mest på det seneste? Hvem der har haft den længste arbejdsdag? Hvem der har udført mest husholdning? Hvem der har den mest anstrengende dag i vente? Førhan gik det så enkelt at man nemt kunne tage over og hjælpe hinanden og nyde bare at gøre den gode gerning - men man har bare ikke overskuddet længere.
Pt. er vi "igen" havnet i en situation hvor ingen af os føler os forstået og taget hensyn til. Jeg begyndte e-kursus i mandags - af en måneds varighed. Samtidig havde kæresten "som altid" travlt på arbejde og arbejde med hjemme. Derfor har jeg også bare fortsat som sædvanlig med at tage det meste af husholdningen, med at putte selv om det har været nogle langvarige og svære putninger på det sidste, tage drengen om natten og drengen om morgenen og bruge af den tid jeg burde studere til at tage den lille til læge. Onsdag var mandens deadline i denne omgang. Onsdag aften fik kæresten lov til at putte den lille som var meget træt og det var en nem og hurtig putning - resten af aftenen fik han sin fritid. I går puttede jeg og han fik aftenen fri, i nat tog jeg igen drengen, men til morges da den lille vågnede kl. 6 som han også har gjort hele ugen, spurgte jeg om ikke kæresten ville tage ham. Det gjorde han, men ikke uden at lade mig vide at jeg nu kostede ham alt hans fritid fordi han så burde gå tidligere i seng (vi går normalt samtidig i seng). Jeg er ret frustreret her fordi han jo altid "har travlt på arbejdet" og bare forventer at jeg så skal fylde ind både i første omgang når han har ekstra-arbejde og i anden omgang "Hvor han virkelig trænger til at slappe af" og sådan kører det i ring. Morgenen er egentlig hans "uofficielle fritid" hvor han ikke laver andet end at bruge en time på at gå på toilettet, barbere sig og børste tænder. Nåja, og være på nettet på smartphonen. Morgenmad spiser han ikke og han går først i bad på arbejdet. Jeg kan ikke sige fra til andre end ham. Han er den eneste der kan sige fra på hans arbejde. Jeg spurgte netop i går ind til hans evige travlhed på jobbet og fik at vide at når man ville forske skulle man bare løbe stærkt for økonomien var presset og forskere fra andre dele af verden stod parart til at tage over. Men i sin tid sagde han til mig at der altid var bud efter folk med hans uddannelse og selv dem der knap nok havde klaret eksamen blev headhuntet. Det nævner han faktisk jævnligt. Så han har egentlig mange andre jobmuligheder, men vælger tilsyneladende at køre karriere piggybacking på mig der så forventes at tage over og investere mig tid og søvn. Jeg vil gerne se ham glad, men jeg er allerede flyttet til Sjælland for hans job, et sted hvor jeg hverken har familie eller venner og huslejen flår mig. Jeg havde troet at jeg gjorde det for mit parforhold men det er der tilsyneladende aldrig tid til. Uanset om jeg klarer husholdning og baby, så der ikke er andet end fritid om aftenen, så sidder han altid foran computeren og "har bare brug for at slappe af". I weekenden kan jeg få lov at vælge imellem at sove om natten eller om morgenen, men det er stadig tid præget af at vi skal forsøge at skaffe tid til at han kan sidde foran skærmen. Den ene, som har haft natten, står op tidlig eftermiddag og så skal han i bad og spise morgenmad og sidde foran computeren. Så skal der handles ind, laves aftensmad, spises,, puttes og mere slappe-af-skærm-tid. Sex ind i mellem jo, men ingen romantik. Skulle jeg finde på at tænde et par stearinlys så bliver jeg kigget på som var jeg fjollet. Det er altid mig der foreslår at vi tager i biografen når vi endelig har bedsteforældrene i nærheden til at passe den lille. Jeg er vist også fjollet når jeg foreslår at vi tager ud og spiser. Jeg har foreslået at vi fandt en babysitter på Sjælland, men det vil han slet ikke. Vi har stadig vores moments ind i mellem, men det er bare for sjældent og der er alt for meget trummerum og overladt til at jeg skal servicere. Jeg er træt af at være en blanding af husholderske, babysitter og glædespige. Jeg elsker ham stadig, men det er sjældent jeg rent faktisk tilbringer tid med den del af ham jeg elsker.

Jeg havde virkelig brug for at skrive dette ned, for at kunne samle tankerne om det andet jeg skal i dag. Den dårlige stemning sætter sig altid på mine tanker. Nu videre til jobsøgning, e-kursus, pakning vil weekendtur og indkøb og forhåbentlig tidlig hentning af drengen hvis det lader sig gøre - det fortjener han.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Millimeterdemokrati går heller ikke op er publiceret 24/10-2014 10:34 af Suree Lio (Løvinde).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.