[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg elsker teater men er først mere gået i dybden med forskellig stykker jeg ønske og se Romeo og juliet i teater og Hamlet er dukkehjem og Christmas Carol Chicago og igen Carmen som jeg blev forelske i for et par år tiden og altid nøddeknækker og svanesøen med krodigrag Nikolaj hubbe og ønske æg opleve Jens Jacob (fra badehotel og Cecilie stenspil i teater Cecilie spille My fair lady for NOGNE år tiden den tro jeg var spænende) og Marie askehave vidst de stadig har deres teater gruppe Nibe teater mener jeg den hedde med David Owe men vidst jeg leve før i tiden så var det bestemt Paul reichard og Malene Schweiz (stavet forkert) og brørdene ebbe altid tro beundre over folkekær skuespil fx Ghita nørby

Det jeg mener med jeg føle mig som en rolle i en stykke er vidst jeg er sammen med nogen så ændre jeg min måde og tale på jeg kan snak modne men her når jeg skrive så vil jeg selv sige det er poesier Old og når jeg høre musik er der en anden det sammen med film serie og familie jeg ændre mig fra hvem jeg nu tale med eller ser og derfor kan man aldrig gennemskue mig det spændene men jeg vil mere lære og tale sol mig selv og det er dybe samtale og lidenskab kunster elskende

Det som interesserer mig ved teateret er ikke så meget selve handlingen, der udspiller sig, som det er teorien bag scenekunsten, nærværet der opstår mellem skuespillerne samt nærværet mellem skuespiller og publikum.

Skuespil handler i bund og grund om at skabe noget virkeligt i en imaginær virkelighed. Skuespillerens arbejde er at fortolke sin karakter, så vedkommen selv kan træde ind i rollen og følge det mål, karakteren er blevet tildelt. Skuespilleren må erkende, de rammer der er blevet ham/hende givet og må kunne interagere med sine medspillere og i handlingen, som var det den skinbarlige virkelighed. Han/hun må reagere, som var det første gang, vedkommen hørte den andens replik, og som var det førte gang at vedkommen oplevede det, der opleves.

For at dette kan fuldendes i praksis, må skuespilleren ydermere stoler på, at scenens handling kommer naturligt til ham/hende, at medspillerne griber de naturlige impulser, der opstår på scenen, at skuespilleren selv er opmærksom på sine medspillere og de pludselig opstående impulser, at skuespilleren følger sin karakters mål (fokuserer på hvad karakteren vil have fra de andre).
Har skuespillerne gjort dette arbejde ordentligt, er der grobund for, at den store kunst kan opstå.

Men glipper dette arbejde, så opstår der noget andet interessant. Der opstår en indre kamp i skuespillerens sind og/eller internt mellem skuespillerne som kan medvirke til noget utrolig følsomt. Det øjeblik at maskerne falder, og skuespilleren står på scenen, som den civile person vedkommen er, kan man mærke hvor magtesløs skuespilleren i virkeligheden er, at den oparbejdede virkelighed ikke kunne stå, og hvor blottet et menneske bliver, når kulisserne flader om ørene på en: Den mislykkede scene fortsætter, man kan se, at skuespilleren ved, at publikum ved, at det hele bare er ét stort fupnummer. Skuespilleren er mislykket, scenen og karakteren er død, og det eneste, der står tilbage, er et menneske, der kæmper for sit liv, for sin karrierer, for kunsten.

Hvad den store skuespilkunst er er straks svære at beskrive. For mig er det muligvis følelsen af, at få et stykke menneskelig karakter så tæt på, at jeg føler det nødvendig at forholde mig til det, jeg ser. Når jeg ser nogen stå på en scene, og jeg kan mærke, at "den er der," er det følelsen af, at disse karakterer nu også er en del af min historie.

Nicolas Jessen du overaske mig igen jeg er mundlam af indlæring fra dig jeg har fået en interrese i og prøve og skrive i teater form det kræve øvelse men du har en utrolig smuk syn som menneske på scenen men også manus og opsætning men i alt i alt er du en meget beskrivende detajler person ???

Maria Jayashree

Mange tak da! Det er næsten alt for meget.