Det som interesserer mig ved teateret er ikke så meget selve handlingen, der udspiller sig, som det er teorien bag scenekunsten, nærværet der opstår mellem skuespillerne samt nærværet mellem skuespiller og publikum.
Skuespil handler i bund og grund om at skabe noget virkeligt i en imaginær virkelighed. Skuespillerens arbejde er at fortolke sin karakter, så vedkommen selv kan træde ind i rollen og følge det mål, karakteren er blevet tildelt. Skuespilleren må erkende, de rammer der er blevet ham/hende givet og må kunne interagere med sine medspillere og i handlingen, som var det den skinbarlige virkelighed. Han/hun må reagere, som var det første gang, vedkommen hørte den andens replik, og som var det førte gang at vedkommen oplevede det, der opleves.
For at dette kan fuldendes i praksis, må skuespilleren ydermere stoler på, at scenens handling kommer naturligt til ham/hende, at medspillerne griber de naturlige impulser, der opstår på scenen, at skuespilleren selv er opmærksom på sine medspillere og de pludselig opstående impulser, at skuespilleren følger sin karakters mål (fokuserer på hvad karakteren vil have fra de andre).
Har skuespillerne gjort dette arbejde ordentligt, er der grobund for, at den store kunst kan opstå.
Men glipper dette arbejde, så opstår der noget andet interessant. Der opstår en indre kamp i skuespillerens sind og/eller internt mellem skuespillerne som kan medvirke til noget utrolig følsomt. Det øjeblik at maskerne falder, og skuespilleren står på scenen, som den civile person vedkommen er, kan man mærke hvor magtesløs skuespilleren i virkeligheden er, at den oparbejdede virkelighed ikke kunne stå, og hvor blottet et menneske bliver, når kulisserne flader om ørene på en: Den mislykkede scene fortsætter, man kan se, at skuespilleren ved, at publikum ved, at det hele bare er ét stort fupnummer. Skuespilleren er mislykket, scenen og karakteren er død, og det eneste, der står tilbage, er et menneske, der kæmper for sit liv, for sin karrierer, for kunsten.
Hvad den store skuespilkunst er er straks svære at beskrive. For mig er det muligvis følelsen af, at få et stykke menneskelig karakter så tæt på, at jeg føler det nødvendig at forholde mig til det, jeg ser. Når jeg ser nogen stå på en scene, og jeg kan mærke, at "den er der," er det følelsen af, at disse karakterer nu også er en del af min historie.