"Det blå halsbånd klæder dig bedst," bestemte Tanka og strammede det langsomt om hans hals.
Farven passede fint til de store blå øjne. Om lidt ville ansigtskuløren også passe til det.
"Lad nu være," sagde han. Tanka studsede over stemmen. Mere træt end tryglende. Det var mærkeligt, for mennesker var nogle ynkelige kræ. Når de ikke kunne overvinde en med deres sølle våben, fandt de på løgne. Ham her havde sagt, at hun ikke skulle stole på Aurora.
Men det gjorde hun. For her stod hun i et værelse med spejl og blomster. Rarere end hjemme under jordskorpen.
Tanka så på sit spejlbillede. Det røde hår flammede om hendes mørke ansigt og nogle krøller snoede sig om de krumme horn i panden. Omkring håret lyste en mat bue. Den var kommet, da hun reddede englen Aurora op af en bundløs svovlsø.
Egentlig havde hun bare gjort det, fordi hun var sur på sin far, Mørkets Fyrste.
Men nu holdt hun til ved denne engel, for hvis Tanka straffede alle mørkevæsner, der ville gøre Aurora fortræd, ville buen forvandle sig til en glorie. Det havde Aurora lovet. Hun ville blive en lysdæmon. Den første i verden.
Det skulle det menneskefjols ikke forhindre.
En gurglende lyd fik hende til at se på ham.
Hun måtte hellere nyde hans smertefulde dødskamp, nu Aurora havde fanget ham og kastet ham ind til hende. Ikke bare stå her og glo på sit spejlbillede. Langtrukne henrettelser var underholdende, så hvorfor
sved øjnene som om hun stod for tæt ved en svøvlpøl?
Fangens gurglen gled over i jammer. Halsbåndet havde løsnet sig, men kun for at banke hans krop mod væggen. Igen og igen.
Nogle dråber smuttede ud af Tankas øjenkroge og føltes ætsende mod hendes kinder.
Hun tog et par skridt mod fangen. For at drille ham, forsikrede hun sig selv.
En hviskelyd nåede hendes trommehinder. Så susende og kold, at hun vidste det var menneskets ånd, der stønnede ordene frem:
"Forlæng min smerte eller hun gør dig til slave i al evighed."
Uforstående pressede Tanka en hånd mod maven.
Hvorfor skreg hans døende ånd de ord?
Så opdagede hun den; sart og blålig svævede den mod hende. Hun greb den, lukkede sin hånd om den, og tårerne ætsede hendes kinder, mens hun gik frem for at løsne halsbåndet og tvinge ånden tilbage.
Hun måtte have svar.
Kunne mennesker overgå engle i uselvisk kærlighed?