På vej mod glasdøren slog en frygtelig tanke hende. Hvad nu hvis de ikke åbnede?
Hjertet hamrede i brystet på hende, og det brusede for hendes ører da hun nærmede sig dem. Adrenalinen pumpede i årerne, hun skulle ud.. NU!
Med noget der bizart nok mindede som et lykketræf, trak glasdørene sig alligevel fra hinanden, og lod hende slippe ud i den velsignede frihed. Et lille lettelsens suk undslap læberne, der var trukket i en smal streg, et anspændt og falskt smil. Men sikkerheden var ikke nået endnu.

Hun gik så hurtigt hun kunne, men var dog nærværende nok til ikke at gå så hurtigt at det så mistænkeligt ud. Hun Kunne se for sit indre øje, hvordan en af dem ville komme stormende efter hende om lidt. De ville tage hurtige lange skridt med deres voksenben, og de ville råbe ad hendes med deres voksenstemmer. De ville måske komme efter hende med den ene næve højt hævet, måske ville de løbe, og tage hårdt fat i hende når de endelig nåede hende?
Det værste ville være hvis de råbte, brølede af hende så alle kunne høre det. Det var trods alt en meget lille by de boede i, og alle kendte hinanden. Hvis de brølede ville alle vide det, og snakken ville gå.

Hjertet hamrede stadig i brystet, mens hun gik ned af vejen. Hun modstod fristen til at kaste et blik tilbage hvor hun kom fra, for at se om nogle kom efter hende ”bare gå, gå, gå, se at komme væk” tænkte hun om og om igen. Fødderne måtte holdes i gang.
Da hun drejede om hjørnet og kom ud af synsvidde, forsvandt følelsen af frygt, og blev erstattet med følelsen af sejr. Nu var det gjort.
Anja og Pernille ville synes det havde været modigt, og hun ville blive lukket ind i varmen. De ville sidde med øjne store af benovelse, mens hun fortalte om det, og så ville de fejre hendes bedrift. De ville aldrig mere sige at hun var en fej bangebuks, og tale om hende, bag hendes ryg. Hun ville endelig blive en del af deres gruppe.
Tankerne vækkede følelser af glæde, og sejrsrusen vældede atter ind over hende med fornyet styrke

Glad løb hun op af flisegangen, til hjemmet i den lille landsby. Hun havde allerede fundet ud af hvordan hun ville fortælle veninderne om sin bedrift.
Hun tog i døren, og alt for sent opdagede hun moderen stå lige bag den.
Med korslagte arme, og et ansigt så rødt, at man faktisk kunne forestille sig at det var fysisk muligt at spejle æg på det, så hun på sin 11 årige datter.

”De har ringet over fra købmanden” hvislede hun.