Hun kiggede op fra det stykke kød, hun havde siddet og stukket i. Hun havde dårligt nok skulle prikke til den, før det flød ud med lyserødt kødsaft. Hun kunne mærke en klump i halsen. Hun sank den med besvær. Hendes øjne fokuserede ikke, mens hun lagde gaflen på den urørte tallerken med et klir. Der lød svage stemmer i udkanten af hendes bevidsthed, men hun kunne ikke nå dem. Hun trak vejret dybt ind og holdt luften i lungerne, til det gjorde ondt og hun blev tvunget af kroppens reflekser til at puste det ud igen. Hun kiggede ned på bøffen. Stadig stor. Stadig rød. Stadig umanerlig ulækker.

Hun skiftede vægten fra den venstre balde til den højre på den kantede træstol. Den knirkede under bevægelsen. Hendes venstre balde sov, men hun registrerede det ikke. Hun vippede med den ene fod og talte til 60. Intet. Hendes mimik afslørede hende; de små trækninger ved mundvigene og små, hurtige bevægelser omkring øjnene.

Stemmerne fortsatte deres monotone summen, mens hun fik endnu et par minutter til at gå med at kigge på en knast på bordet. Hun følte på den med fingrene. Den føltes kold mod huden. Eller var hendes hænder bare varme? Hun vidste det ikke. Et sted i virkeligheden var der nogen, der grinte. Hendes indre snørede sig sammen. Den enerverende summen blev højere og mindede hende pludselig om myg, når man prøver at sove. Den er akkurat langt nok væk til, man kan være lige på nippet til at falde hen, hvorefter den pludselig bliver højere, idet den flyver forbi øret på én.

Hun kløede sig på knæet, selvom det faktisk ikke kløede. Hendes negle gjorde ondt.

I det samme gik døren op og hun rettede sig op fra sin ludende stilling i et ryk. Hun kiggede på manden, som stod i døren. Han satte sin sorte attachemappe indenfor døren og lukkede den bag sig. Stemmerne og myggen var forstummet. Hun rørte lidt ved sin bluse og smilede indvendigt, da hun indså, han havde lagt mærke til det. Han rettede lidt på sine cowboybukser foran, inden han gik hen og kyssede kvinden overfor hende. Kvinden havde spist hele sin bøf. Hun betragtede hende. Hun sad så tæt på og alligevel så langt væk. Kvinden havde smilet til manden, som diskret havde kastet et stjålent blik på hende, som hun sad der med rank ryg og den urørte bøf. Hun fjernede en lok fra panden. Hun havde set det i hans blik. Hun vidste det. Hun vidste også, at kvinden, som nu havde rejst sig og var ved at rydde af bordet – unægteligt med en kommentar om, at hun igen ikke havde spist sin mad, ikke vidste det.