En tæmmer, der blot skal se på dyr, har ikke et bestemt opholdssted. Alle er på farten, det skal de ifølge Fatima, deres leder, så han ved, at de ikke kan opsøges af Kongens riddere, der leder efter dem.
Derfor trasker Yurube nu gennem en skov, fyldt med dejligt, grønt, viltert græs, der er vokset i forskellige længder og vådt af dug. Han fløjter ikke. Nynner heller ikke, men går bare. Tænker måske et par gange lettere irriteret over, hvordan græsset klistrer sig til hans bare fødder eller at han hellere ville gå på en sandet landevej, men tænker alligevel sikkerhed frem for komfort.
Han løfter hovedet og ser op i trækronerne. Der er blåt mellem dem. Klamt, fugtigt, blåt. Som en sky der er fyldt til randen med regn. Han sænker hovedet og fnyser. Han afskyer regn. Ikke fordi han selv bliver gennemblødt, men det gør hans rejsetaske og hans ting, der hænger på hans skulder under kappen. Kappen er nemlig ikke tæt, da han ikke får meget arbejde, da han jo er tæmmer og eftersøgt af Kongen.
Han tænker på Holowens konge og skærer ansigt. Den ækle kvinde til Lady Sarsh, dronningen og stedmor til den Tæmmer-venlige prins Callibre, har nemlig bildt sin mand ind, at Tæmmere vil lede en revolution mod ham.
Og det er i hvert fald løgn!, tænker Yurube og tramper ned i jorden, Bare hun ville blive overfaldet af et eller andet stort og forsvinde!
Han ser op i samme øjeblik, en anden kappeklædt mand træder ind foran ham og ser ned på ham. Manden har ildrødt hår og Yurube husker svagt at have mødt ham. Selvom han ikke husker manden, udbryder han overrasket: "Sakobe!"
Sakobe ser på ham over skulderen og vender sig så helt mod ham. "Og du er?"
Yurube rødmer surt. "Jeg er Yurube, Tæmmer ligesom..!"
Sakobe lægger en hånd over hans mund og tysser på ham. "Der er riddere efter mig, dit fjols," hvisker han og trækker ham med om bag et træ. "Og du slynger da ikke bare ud, at du er 'sådan en' !"