Det var følelsen, der holdt ham fast. Følelsen, som skulle være forbeholdt en anden, én, som han i bund og grund var ansat af. Det var måden, han rakte sin knoklede hånd ind over skabningens hjerte, måden hvorpå lyden af hjertet langsomt fortonede sig, eller hvordan åndedrættet enten var overflødigt og skælvende eller langsomt og svindende, men altid døende. Altid. Det gav ham en følelse af magt, af kontrol.
Det gjorde ham til Gud.
Han havde egentlig aldrig været helt og aldeles tilfreds med selve essensen af det arbejde, han var blevet tildelt; alt var så forbandet uransageligt, alt afhang af, om mennesket valgte at kæmpe for livet, eller bare lod sig indsvøbe i bortgangens kuppe. For ham var det jo ligegyligt, hvordan de døde, og hvor de kom hen. Alt han vidste, var at deres tid var ovre, og at han skulle hente dem. Og det gjorde han. For det gjorde ham til Gud, og han elskede det. Ingen kunne nogensinde gøre det, som han udrettede i døgndrift; ingen kunne bestemme over, gemme sig for eller snyde Døden. Det kunne kun han. Og det gjorde ham uovervindelig ud over alle grænser.

Det var som MDMA, en ren eufori, når raterne var på deres højeste. Det kunne være i form af en epidemi, naturkatastrofe eller ved specielle grusomme lejligheder som massemord eller terrorangreb. Hans fingerspidser kriblede, brændte, efter at føle Livet blive suget ud fordi døden altid ville vinde, og alle vidste det. Livet var intet i forhold til døden, livet var forgængeligt, det ville altid have en ende, manifesteret i en slags vanitas, der gjorde opmærksom på, at han en dag ville tage over, ville herske over deres skæbne. Og det var et fantastisk privilegium. Et kæmpe talent i kraft af menneskets forgængelighedsparadoks.
Pesten havde været den bedste.
Hans duft, så fin og berusende, have lagt sig over hele Europa, halvdelen af Verdens overflade havde været indsvøbt i hans magt og vælde, og det havde været så forbandet svært at give slip på det hele og bare få det overstået: Han havde taget sig god tid den gang, intet hastværk eller stres, bare nydt hvert eneste miserabelt tilfælde. Det gjorde ham til Gud over mennesket, om ikke andet for ganske få øjeblikke.
Men det var nok. Det behøvede hverken at være smertefuldt eller langsomt eller noget som helst. Det var ham helt og aldeles ligegyldigt, så længe de var hans. Hans dukker, hans medecin, hans amfetamin, så længe deres død var hans liv.

Så længe han, og ingen anden, end ikke Gud, kunne beherske døden.