Hun fugter sine sprukne læber, uden det ser ud til at hjælpe noget. Hendes hår blæser ind i mine øjne og hun børster det væk med sine hænder, der er blålige af kulde. Folk kigger på hende. Men hjælper hende ikke. Går forbi, kigger nedværdigende på hende, fortsætter så gennem de sjappede gader, på vej mod hver ders erinde uden at kende til nogen fortid, eller fremtid for den sags skyld. Jeg kender pigen fortid. En hår barndom, som har fået hende til at føle sig, og se ud som en voksen, selvom hun kun er 15. Hendes tøj er tyndt. Alt for tyndt i dette vejr. Hun er beskidt. De kolde hvide fnug laver prikker på hendes beskidte kinder, og afslører hendes flotte fregnede ansigt. Hun roder i en skraldespand. Finder en flaske. Lægger den ned i en hullet indkøbspose hvor et par andre venter. Hendes skridt er tunge og da hun når til en bænk slår hun sig ned. Begynder at massere fødderne gennem de tynde gummisko. Slipper på intet tidspunkt grebet om posens hank. Det er hendes levevej. Hendes eneste vej til overlevelse. Tørklædet som er viklet om hendes kastanje brune hår, for at beskytte sig mod kulden, glider længere ned foran hendes dybgrønne øjne. Et fnug fæstnede sig i hendes øjenvippe. Hendes hånd er i det samme oppe ved øjet, for at gnide det væk. Folk passere hende. På vej videre i livet. Hun sidder fast. Alene. Pludselig bryder solen gennem skyerne. En sjælden sol på denne årstid. Hun kigger op mod himlen. Trækker tørklædet ned så det omfavner halsen i stedet for hovedet. Afslører en skønhed. Så fin. Så Naturlig. En skønhed som folk sjældent stopper op og bemærker. Og så sker der noget. Pigens skuldre falder sammen i udmattelse. Hendes krop synker. Hun kigger stadig mod himlen. Smiler. Lukker øjnene. Slipper grebet om posen. I det øjeblik er jeg sikker på en ting. Pigen vil aldrig åbne øjnene igen. Solen fremhæver hendes ansigts skønhed. Men ingen lægger mærke til hende. Ikke engang nu, efter hun har forladt sin krop. Livet går videre. Jeg trækker mig tilbage i skyggerne. Smiler.