Standurets tikken og den susende vind i piletræerne flød sammen til en vuggesang.. “Almanak for det Herrens år 1681” gled ud af hans hænder . Det trættede øjnene at læse de små bogstaver, og hvad kom det ham ved, at kongen nu igen krævede højere skat? Eller at fæstebønderne jamrede sig over både det, og den behandling, de blev udsat for?.
Allan krøb under edderdunsdynen.
Klokken var kun hen ad 9, men hans ryg smertede, og den fine doktors tinktur dulmede ikke meget. Han blev bare døsig og omtåget. Og om natten drømte han underlige drømme om en engel, der ville have ham til at kæmpe mod verdens ondskab.
Men han gjorde jo hvad han kunne.
Han var en streng, men retfærdig patriark. Fæstebønder og daglejere havde ikke meget forstand, så nogle måtte jo tænke for dem og skærme dem mod verdens ondskab. Mest synd var det for de arme forældreløse, men han gjorde, hvad han kunne. Der boede for tiden seks forældreløse drenge hos ham. De fem af dem var nogle vanartede lømler, plaget af frygtelige dæmoner. Så snart de så deres snit til det, smilede de djævelsk, og sendte syndige tanker ind i hovedet på folk. Allan korsede sig ved tanken. Men det var naturligvis værst for dem selv. Hvis de ikke artede sig, risikerede de jo at svaje i galgen med brustne øjne, før de nåede skelsår og alder.

Allan satte sig op. Han måtte ikke lade rygsmerterne holde sig i sengen. Han bed tænderne sammen og stønnede kun en gang, mens han kom i bukser og vams.
“Jeg ser til soen, der skal fare,” løj han, da han gik forbi sin kone.

Bag svinestien lå en bjælkehytte, og der gjorde Allan, hvad han kunne for at forjage dæmonerne fra den vanartede Andy. Ungen forstod ikke, at det var til hans eget bedste så han skreg værre end en stukken gris. Allan fik næsten tårer i øjnene og ville gerne stoppe, men de dæmoner, der havde besat Andy, var så fæle, at de måtte fordrives.

Så lød der en spinkel stemme.
“Stop det der eller jeg…”
Allan vendte sig.
I en kegle af lys stod en spinkel skikkelse. Under sort, uglet hår og en svedig pande funklede to blå øjne i en krystalklar blanding af afsky, frygt og raseri.
Det var den sjette af drengene. Han var kommet for nylig. Af sig selv og ud af det blå.
Han var i nattøj. I hans næve dirrede en dolk.
“Du er et udyr. Det er dig, der er besat,” erklærede knægten.
Pludselig var Allan ligeglad med Andy. .
Hvis han lod Andy slippe nu, kunne han måske …
“Du har ret, Freddy,” sagde han til drengen og tilføjede: “Lad mig klare det her. Du trænger vist til at hvile dig. Du kan lægge dig i gæstekammeret.”