Hun venter. Venter længe, venter spændt. Hendes sjæl har presset sig sammen og udvidet sig i en evighed. Som et godt brugt tyggegummi.
Og hun venter. Kigger på skærmen. Mærker det trykkende sus i brystet, og den smerte der kommer efter. Smerten der føles som en grødet masse nederst i halsen, og kvalmen i midtergulvet. Tørre øjne, tørre læber. Det er ligemeget. For hun venter. Venter på at det sker. Dét, hun ved kan få hendes krop, hjerte og sjæl til at suge sig sammen så hurtigt som et halvt sekund. Det øjeblik, der vil få hendes evigt gyngende hav til at slynge en af sine bølger op mod overfladen, brage mod hendes indre vægge og lade sig skylle ud over huden overalt. Ventetiden er lang. Hun venter på hans løfte; den fremmede, en sort skygge i hendes indre. Det forkerte ved hendes liv. Den mørke plet i hendes bevidsthed, som tynger hende med glæde, forventning, usikkerhed og ubehag. Det som får hende til at føle sig lille, men stor, og speciel og ligegyldig. Bare et ord skal der til. Ikke andet. Et enkelt lille ord. Pulsen dunker. Bølgerne skvulper i hende. Frygt; en lille gnavende følelse bagerst i tankerne, som nærer hende med negative følelser, der nyder at kvæle alle de lyse punkter hun føler hun har i sin sjæl. Forventninger, hun ikke burde have, dukker op i hendes hoved som små glade prikker, og frygten, pessimismen kvæler dem hurtigt igen. Hun skal ikke tro noget der ikke er sandt! Hun skal forstå, at det ikke er rigtigt, det hun har gang i. De må presse bølgerne tilbage, køle dem ned, tære dem væk, suge dem op. Hun er en idiot, som naivt tror det bedste, tror han er interesseret i alt hvad hun siger. Hun analyserer, observerer. Fortolker hver lille sætning, ord, bogstav på hendes skærm. Venter på, at noget nyt skal ske. Hun vil så gerne have noget godt. Den lille knude i hende vil have noget godt. Noget rigtig godt, der kan sætte rod på hendes sjæl, og fylde det med konsistens, noget rigtigt. Ikke bare noget tom luft som alt andet plejer at være. Hun venter. Venter spændt og længe. Kigger på listen, som ikke har forandret sig. Ser på den grønne plet ved siden af hans navn. Hendes åndedrag føles som glas der splintres.