Regndråberne praktiserede trommesolo på min regnfrakkes hætte, i min ensomme færden. Det var nat - men klokkeslættet var jeg ikke klar over - og min interesse for to viseres placering på en urskive, var ikke-eksisterende, jeg var ligeglad. Jeg mobiliserede mine ben i et hastværk, i én retning - i retning mod adressen som rummede et forfærdeligt individ. Dette individ, som havde skabt anledning for mig, til at bevæge mig ud i denne regnvåde- og duftende februar-nat - fortjente, simpelt som det lyder - en lærestreg, og jeg - en forklaring. Det var til gengæld ikke helt forudbestemt om jeg ville erhverve mig en dybere indsigt i personens tanker, som bistod de opkastfremkaldende handlinger - begået af ham - men jeg tænkte, i aggression, - at hvis forklaringen kom, så kom den - og hvis ikke, så kunne jeg leve med at plante en skosål i personens tandsæt, og med ét kom det op på min nethinde af erindringer - at jeg skulle brat til venstre, ned ad en sidevej - som var kendt som et ret så kriminelt, samt ghettoagtigt gangster-kvarter. Personen boede i det næst-første hus på vejen, og jeg gik op til døren, bankede høfligt på.
Der kom en gigantisk stor, og bred mandsperson til syne i døråbningen lige foran mig, som spurgte mig om hvad fanden det var for et tidspunkt at komme brasende på - men beboerne havde tydeligvis gang i en potstinkende, og sprittet fest inden døre - så jeg svarede: "Din kammerat - Mikkel, han har en aftale med mig - er dette hans adresse? Det var omkring køb af noget til at sætte lidt ild under jeres fest. "
Manden, som antageligvis var en kammerat, havde skulende øjne imens han stirrede på mig, i en rum tid. Derefter forsvandt han tilbage inden for, for at hente personen jeg ledte efter, Mikkel. Jeg kunne tydeligt fornemme ulovlige aktiviteter, og en dyb, tung bas efterfulgt af amerikansk gangster-rap. Jeg ventede i et par minutter, og i døren stod han pludseligt og spurgte: "Er det dig der sælger krystaller, makker? Vi to kender sgu ikke hinanden. " Jeg kiggede dybt ind i hans blodskudte, søvnige øjne - imens jeg spurgte: " Troede du virkelig, helt seriøst på - at det var muligt at påkøre børn, og flygte helskindet fra det? " Og han nåede ikke at reagere, før jeg havde brækket hans kæbeknogle i et blodsprøjtende sideslag, med knojern.