A horse with no name - Kasper Lund

Vendepunktet

Opgavebeskrivelse

En historie er ofte bygget op omkring et vendepunkt, som skal holde læserens opmærksomhed fanget. Et vendepunkt i en tekst må meget gerne overraske og uden et eller flere vendepunkter bliver en historie let kedelig og forudsigelig. Skriv en fiktiv tekst, som indeholder mindst ét vendepunkt. Der skal være en hovedperson i teksten. Bestem selv om teksten skal være humoristisk, dramatisk eller noget helt tredje.

Jeg trommede blidt på rattet. Destinationen syntes langt væk, og turen meningsløs - men jeg måtte fortsætte. Varmen var ulidelig at befinde sig i - og jeg måtte derfor stoppe min trommen på rattet, for at få rullet vinduet ned.

En lun vind fandt vej ind i bilen, og skabte gennemtræk. Jeg måtte tage en dyb indånding, og min brystkasse løftede sig som følge af mellemgulvsmuskulaturen som skubbedes nedad, for at give plads til mine fyldte lunger.

Der blev ved med at være lyde, og det var stress-fremkaldende. Jeg skruede en hel del op for musikken. "I've been through the desert, on a horse with no name - it felt good to be out of the rain " mumlesang jeg, og genoptog min trommen på rettet, nu med begge hænder - da vejen gik lige ud de næste tyve kilometer. Speedometret stod på en hundrede stykker. Jeg havde hverken travlt, eller god tid - men jeg havde et mål, og det skulle føres ud i livet.

Musikken passede perfekt til situationen, og tanken om det faktum fik mig til at grine lavmeldt. Jeg vippede hovedet frem og tilbage til musikken da jeg passerede en støvet grusvej. Jeg kastede et blik i højre sidespejl - en politivogn. "Der er ingen problemer " sagde jeg til mig selv. "Jeg er på ferie i México, jeg kan dokumentere, at jeg har familie i landet - og jeg er ikke en "type" som en Mexicansk landbetjent vil mistænke for noget. " bildte jeg mig selv ind, imens svedperler dannede dråber på min pande.

Det støvede omkring bilen, da jeg rullede stille ind til siden - med sheriffens bil bag mig. Han steg ud, gik over imod min bil. Min respirations-frekvens øgedes, jeg var nervøs. Jeg fik svedige håndflader, på ét sekund. "Good Day sir. Will you be so kind, and step outside your vehicle? " sagde han, og vinden blæste I hans kulsorte hestehale.

Han tog solbrillerne af, idet vi begge hørte lyde fra mit bagagerum. Banken, tumult. Betjenten reagerede prompte. "Show me your hands, right now - get down on your knees, with your hands upon your head. " Jeg stod bare, og betragtede betjenten. "Get the hell on the ground, do it now! " råbte han, og gik imod mig, imens han pegede sin revolver imod mig. "Get down, or i will open fire! " Jeg stod fortsat, og med én lynhurtig, toptrænet bevægelse - hev jeg min egen revolver frem, og placerede en kugle i betjentens kranium.

Jeg gik om bag bilen, åbnede bagagerummet. Et grådkvalt mandeskrig, som var godt isoleret af gaffatape mødte mine ører. Jeg tømte revolveren, så der kun var to patroner tilbage. "Så har du også en chance, for at komme ud af dette helvede, når du slipper fri. " sagde jeg, og kiggede i bagagerummet. Derefter satte jeg revolveren til min egen tinding, og uden tøven - blæste jeg min egen hjernemasse ud over bilens bagside.

- Kasper Lund.

Skriv kommentar

Besvarelsen A horse with no name - Kasper Lund er publiceret 09/06-2016 22:03 af Kasper Lund (Dynamikken) under skriveøvelsen Vendepunktet.
Version 1 - 09/06-2016 22:03
Besvarelsen er på 486 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

2 år siden
#1 Titken Toft
Der er en slowprogression til det, som jeg godt kan lide. Desværre så mangler der motivation for handlingerne, hvilket kobler mig af historien. F.eks. så forstår jeg ikke hvorfor hovedkarakteren ikke bare gjorde det her helt fra starten. Det er for mig ikke nok at du lader personen fortælle han har et mål som han skal udføre. Jeg føler det skal vises, ikke fortælles. Det er lidt ligesom i en gyserfilm, hvor vi aldrig selv ville være dumme nok til at løbe ovenpå i huset for at forsøge at flygte fra morderen, men hvis vi var en ung dum teenager, så ville vi måske. I din historie så ville vi heller aldrig myrde en politibetjent og en mand i en baggagerummet, men hvis vi nu var presset ud i det på en eller anden måde, fordi vi havde taget nogle forkerte valg, så ville vi måske. (Stort måske) Hvis du så hintede eller viste os hvordan hovedpersonen blev presset uden at fortælle os der er en person i baggagerummet, så forbliver dit vendepunkt intakt, men den ville også virke meget mere engagerende.
2 år siden