Jeg har ingen ord at sige om denne verden.
En dag, efter lang tids soegen efter en, der forstaar dig,
du finder en god ven.
Du smiler og himlen ser ud til at vaere uden skyer, endelig.
Du oensker at hver dag vil vaere paa den samme maade, og at al den gamle regn ind i dig er vaek for altid.
Du giver dit hjerte, uden at vente paa intet, du viser dine dybere tanker kun fordi du tror.
Du er ikke bange for den fremtid, fordi du ikke er alene mere.
men det er faktisk der hvor du tager fejl...
vi er altid alene,
vores skridt er vores egne.
Du kan ikke bade paa et selskab,
hvis du gemkende denne din ven ikke mere.
pludselig der er mere tomt indeni dig end foer, og du forsoeger at forstaa og
det er for svaert.
der er ikke forklaring...
fordi du er den samme som har aabnt det hjerte, du er den samme som
har sat den himmelen blaa for den foerst gang, og nu du er den eneste som
graeder...
Maaske du skulle have spurgt hvis den himmel af denne din ven havde blevet blaat ogsaa,
og, paa oejeblikke I snakkede, hvis du var den eneste som talte,
du skulle have spurgt hvorfor din ven havde aldrig aabnt hjertet til dig...
Maaske du har bare glemt at spoerge om du virkelig har en ven.