Sidder på et værtshus, nyder en enkelt øl før det er hjemad til kødgryden... Alene... Jeg kvajede mig. Det er for sent nu, at finde ud af hvad jeg kunne have gjort for at komme videre med vort forhold. Tænker på dig. Kan ikke slippe den tanke, at vi ikke kunne finde ud af det sammen, efter mit lille og ubetydelige sidespring.
   Min makker smiler til mig fra det andet bord, rejser sig og dasker mig på skulderen, siger vi ses i morgen, han skal hjem til konen og børnene. Jeg ser ikke efter ham da han går.
   Du er i mine tanker, forstyrrer dem. Er det bondeanger?.. Niks, ikke mig, jeg tog jo konsekvensen, eller hvad?
   Pludselig føler jeg din nærhed, dit blik hvilende på mig, anklagende. Jeg ser op.
   Langsomt, som i trance glider du ned ad barstolen. Jeg har ikke set dig komme, ikke set du var her.
   Din svajende gang fortæller mig det ikke kun er een genstand du har nydt.
   Du sætter dig ved bordet, tungt og usikkert. Ser på mig, åbner munden og siger:
   "Hvorfor gik du fra mig? Et knald hos en lille billig luder, det kan jeg godt tilgive dig, men ikke din tavshed, din kulde da du forlod mig. Hvorfor?
   Jeg ser på dig, forstår din harme, din afmagt. Jeg svigtede dig, det var ikke omvendt. For et enkelt knald, jeg i min brandert bare prøvede på at gennemføre, men som var en fiasko. Sprutten gav jeg skylden, selvom jeg vidste det ikke var hele sandheden. Jeg svigtede. Dine blanke øjne ser anklagende på mig, du gentager:
   "Hvorfor svigtede du mig? Kasserede mig?"
   Jeg føler kulden, den kulde der er den anklagedes følgesvend. Dine øjne er ikke vrede, de nærmest foragter mig... "Kylling!!" kalder du mig.
   Så ler du højt, kaster nakken tilbage og hiver efter vejret. Langsomt ser jeg dig falde, griber ud efter dig, fanger dig i faldet.
   Vore øjne mødes, du græder, selvom din mund ler din latter ud i lokalet.
   Jeg hjælper dig op at sidde, andre griner ad din usikkerhed, kommer med dumme bemærkninger.
   Du lægger ringen foran mig, ser på mig med tårevædede øjne.

"Farvel! du store Gigolo, du klovn blandt mænd der bare kan det der med at såre, knuse hjerter."
   Du rejser dig og går usikkert mod døren, så er du væk.

Jeg ser på ringen, den ring der bærer mit navn, ser den seddel der er hæfter til den. Sammenrullet og sirligt foldet. Læser den langsomt.
   "Du har knust min sjæl, ødelagt mit hjerte, såret mig som kvinde, kasseret den kærlighed vi havde... Hvorfor? Din tavshed har givet mig en smerte der ikke er til at bære... Hvorfor?.."
   Sidder på et værtshus, nyder en enkelt øl, før det er hjemad til kødgryden... Alene... Tænker på dig, kan ikke slippe den tanke at jeg kvajede mig, svigtede dig... Hvorfor?...