Udover havet, staar du, dine blaa oejne... mit hjerte.
Jeg er her, saa langt vaek der fra, men mit hjerte er der, hvor du er,
hvor jeg har fundet mig selv efter saa svaert soegen.
Dag efter dag, og jeg er alene paa den samme maade at du ogsaa har vaeret.
Dag efter dag, og afstanden er stoerre.
Du vendte tilbage, lukkede oejenene og, maaske glemte mig for altid.
Men hvad goer jeg, hvis mit hjerte er der, hvor dine oejne kigger paa, hvor havets vind roerer dig,
hvor din stilheden er saa ens min egen stilhede?
Jeg har proevet at se livet med andre foelelser, med andet hjerte, men vi har alle
kun et hjerte, og jeg ved at hjertet af mig er langt vaek fra mig selv.
Ak...
kender du hvad betyde savner noget man har aldrig set, aldrig roert, aldrig proevet,
men hver gang, hver dag, du savner mere og mere?
Men pludselig, nu, lige nu jeg har endelig kendt svaret,
jeg ved hvad savner jeg...
Det er ikke dig,
Det er ikke havet...
Jeg savner mit eget hjerte