Han sad i kupeen.
   Han skulle til det igen. Tre retters middag afbrudt af taler og sange mens keyboardet som en flydende møllestrøm holdt stemningens hjul i gang. Så dansen, som han aldrig havde lært.
   På vej igen til kedsomhed, som skulle være glæde.
   Ud og Se med DSB lå der som et tilbud om slå tiden ihjel, den tid, der aldrig kom igen og som man kun havde, når den var der og ikke kunne få renter på.
   To unge piger kom ind og snakkede som kørte de på skinnernes strøm, der drev toget. De vandrede ud af seriernes verden med shorts, nedringet bluse og skinnende smil. Deres snakken modvirkede glansen fra deres skikkelser.
   Han kiggede ud på det landskab som han havde kørt i så ofte, og tænkte på, hvorfor milepæle fik en sådan opmærksomhed. Han elskede hverdagen, når brevsprækken klaprede og radioen gik. Han nød besøg, hvor de sad over kaffen og snakkede om løst og fast.
   Nu skulle man til det igen. Forloren glæde og sammenhold.
   Toget standsede på en station.
   Han kiggede ud. Der sad hun. Spinkel og sårbar, med et let skræmt blik i sine mørke øjne. Håret bølgede frem og tilbage for den stille brise. Enkelt var hun klædt med jeans og T-shirt, hun var ikke den man brugte som assistent på en TV2-quiz.
   Hun sad som om hun ventede på noget. Han kiggede på hende, hun kiggede op på uret. Alt andet blev staffage i hans øjne mod denne skikkelse, der ventede bag en rude som ikke kunne åbnes.
   Toget satte sig i bevægelse, hun kiggede op og så ham, smilede et lille smil. Det skinnede som solen og gav genskin i ham, der ikke fortog sig.
   Videre gik det mens de to i kupeen snakkede videre om Robinson og mode, og han faldt hen i et lille blund.