Hun sad derhjemme.
   Det føltes, som om hun havde siddet der - i sin bløde lænestol - i flere år.
   Hun tog sig træt til hovedet og sukkede dybt.
   Foran hende kørte fjernsynet. Viste et program, som hun ikke huskede navnet på og heller ikke havde den store interesse i at se. På bordet ved siden af hende lå der en bog slået op på de midterste sider og en notesblok.
   Uret tikkede af sted på væggen. Viserne talte sekunderne, minutterne og timerne i hendes uinteressante liv.
   Tiden gik af hendes mening hurtigere, netop fordi hun ikke lavede noget af betydning.
   Hun havde gået hjemme i over tre uger nu. Var holdt op med at tælle dagene. Ventede bare på at der skulle ske noget. Ventede på den telefonopringning, som kunne bringe hende ud i livet igen.
   Det var, som om hele verden susede af sted omkring hende. Hendes kæreste gik på arbejde. Hendes jævnaldrende uddannede sig, arbejdede og gik til fester, hvor de dansede glade hele natten.
   Hun løftede kort sit ene trætte ben op i luften, hvilket hurtigt fik det til at ryste af anstrengelse.
   Nogen gange føltes verden bare så ufattelig grusom.
   Hvad havde hun gjort for at fortjene den sygdom, som langsomt nedbrød hendes krop. Hvad kunne hun have gjort, fra hun blev født til hun fyldte 14 år?
   Hvorfor var hun nødt til at få et flexjob? Hun var jo kun 21 år gammel.
   Nogen gange havde hun bare lyst til at give op.
   Forlade det liv, som havde bragt så meget smerte og bare lovede mere af samme skuffe.
   Hvad kunne hun give verden, som den ikke allerede havde?
   Ville hun ikke under alle omstændigheder hurtigt blive glemt, som tusindvis af mennesker før hende.
   Ville dem hun elskede ikke få et lettere liv, hvis hun ikke længere var der til at se elendig ud?
   Hendes blik faldt på notesblokken og hun rakte tøvende ud efter den.
   Papiret føltes tørt, glat og beroligende under hendes fingre. Hun tog kuglepennen, som havde ligget ved siden af blokken.
   Dette var grunden til at hun levede. Dette var grunden til, at hun ikke ville blive glemt.
   Hendes krop var muligvis i forfald, men hendes hjerne havde aldrig føltes mere skarp.
   Hendes fantasi arbejde på højtryk og hun begyndte at skrive. Printede en lille del af sin sjæl ned sammen med ordene.
   Dette ville blive hendes minde og der ville blive flere. Hendes sjæl. Hendes ånd. Ja hele hendes inderste væsen ville leve videre i disse tekster.
   Så længe hun stadig fik ideerne og kunne bringe dem ud skulle det nok gå.
   Hun kunne godt vente.