En ung kvindes historie
fra Abu Gharib- fængsel til hjemløs
kender jeg
og mine børns generationer kommer også til at høre om den
det vil aldrig blive glemt
kvinden der gør solen træt
opgiver aldrig
hun siger til verdenen:
”englænderne og amerikanerne dræbte min far
hev mig og skubbede min handicappede mor og lille bror til tanken
kørte os til helvede
jeg ved ikke hvorfor
men jeg ved
det helvede som vi levede i under Saddam
har ikke forandret sig
jeg blev ført hen til en lang gul gang med celler til hver sin side
jeg mistede selvtilliden og respekten
de mættede mig med frygt
sultede min frigørelse
pludselig kom den dag
da deres kendsgerninger kom frem
de kunne ikke længere nægte sig skyldige
jeg kan aldrig glemme
da de deporterede os med deres sande demokrati
som de taler højt for
nu bor jeg på gaden
blodets smerte æder min hud
dyrene i Amerika har et hjem
Jeg bor i mit land Irak
er landets datter
taler irakisk
og jeg har intet hjem
min lille bror på 9 år
samler sine bøger fra skolen
gemmer dem i sin lille rygsæk
holder den ind til sig
leder efter et arbejde
men til ingen nytte
mit morgengry er lamslået
jeg hører folks inderlige destruktioner
gennem de lukkede døre
en søn bliver taget til fange
jeg ved han er uskyldig som mig og andre i landet
jeg kender til hans nat
soldaterne fylder hans krop med ydmygelse
med al deres frækhed og uforskammethed,
de vil beskæmme og danne et beskidt billede af den muslimske menneskelighed
vise at arrestanterne og landet er i deres magt
jeg går på gaden indtil dette øjeblik
går forbi mit hus
det er blevet til små sten
siden jeg var lille
jeg hørte far og mor synge,
de sørgmodige sange
de sang dem flere gange
indtil jeg kunne dem udenad
nu stemmer jeg ja til den nye grundlov
det irakiske lille barn synger om glæde
den amerikanske soldat rækker mig sin hånd
smiler venligt,
jeg vil så gerne stole på ham,
jeg tør ikke,
"han siger tillykke min ven"