På stenbroen går de arm i arm
   Heksen og hendes datter

Et virvar af grånende lokker
   Blæser viltert om heksens ansigt
   Et stålsat blik med brændende styrke
   Skanner besidderisk scenarier de passerer
   Et bittert drag spiller om hendes læber

Krogede fingre knuger datterens arm
   Vejer tungt, og trækker ned
   Datteren smiler aldrig
   Er der blot som et levende gangstativ
   Siger hun nogensinde noget?

Datterens ansigt er nøgent
   Det tomme blik ænser ingenting
   Måske drømmer hun om friheden
   Langt væk herfra
   Fra pligternes fængsel

Mens jeg leger med mine kammerater
   Bliver barnlige glæder til ungdommens alvor
   Heksens datter er udvandet og farveløs
   Gennemsigtig og sært ældet
   Er hun virkelig kun på min egen alder?

Heksen ligner sig selv
   Det ville ikke være utænkeligt
   Hvis hun kunne leve i al evighed
   Tærer på andre og suger livskraft
   Fra sin egen udmagrede datter

Den anden dag ser jeg hende igen
   Udenfor en ligegyldig forretning
   Genkender hende ikke umiddelbart
   Men dernæst kommer chokket
   Hun er jo alene!

Forandringen er total
   Glæde kærtegner den rødmende ansigtshud
   Øjnene gnistrer og munden ler
   Gangen er næsten svævende
   Iført florlette dansetrin

Betaget stirrer jeg uden at fjerne blikket
   Lige indtil billedet krakelerer
   Og den overjordiske skabning visner
   Indfalden, skrutrygget og igen blot et hylster
   Heksen træder ud af forretningen

I det øjeblik ønsker jeg inderligt
   At heksens datter løsriver sig
   Fra knugende kløer og ytrer
   Nej, mor - aldrig mere!
   Men jeg venter forgæves

På stenbroen går de atter arm i arm
   Heksen og hendes datter