Væk er mit hjertes konformitet

i solen hviler søen uskadt

af træerne absorberes de forkullede dage

ikke længere skal jeg nøjes med
at drømme om tågen
der udgør dine øjne

i græsset under himlen
indfris drømmen løbende
mens du blunder opmærksomt

jeg er din på grænsen mellem vand og løv
og mellem blomsternes tyl
den porøse hinde mellem vores øjne
og naturens

i dag har jeg kendt dig i tusinde år
i grenenes snoninger sidder nuet smilende

jeg har givet slip på mig selv
doneret mig konspiratorisk
til noget større

væk er mit hjertes konformitet
og her er svanerne
i sensommerens flakkende lys
ubrudte bølger af syn.