Du kalder dig for min muse.
Trænger dig ind i mit liv,
som den kvinde der holder af mig, elsker mig.
Ømheden i dit blik, varmer min sjæl.
Giver den næring til at forstå elskovens svære kunst.
Til at skrive om kærligheden, ømheden.

Dine øjne er som stjerner,
der funkler på den natmørke himmel.
De er det lys i mørket der leder mig,
til den favn der er tryghedens havn.
I min sjæls spejl, ser jeg dig smile.
Kærligt stryger din bløde hånd min kind.
Dine læbers varme og blide berøring,
får hjertet til at føles varmt.
Du vækker hedt begær.
Giver uanet styrke.

Kærlighedens smukkeste ord, flyver over papiret,
Priser den skabning du er... kvinden, musen.
Smukt, fløjlsblødt, sænker du drømmenes illusion over mig,
vugger mig ind i dit fagre univers af længsel og glæde.
Det er din verden. Længslernes, drømmernes, musernes land.
Det land hvor glæden og sorgen bor.

Jeg takker dig kvinde, for din smukke inspiration,
til så øm og varm en kærlighed,
til hjertets kvaler og mørkets skygger.
Uden dig, var jeg fattig på ord.