Steder der bliver mere og mere fjerne.

Jeg ville gerne være der hvor bølgerne ruller, hvor man kan løbe gennem en grøn mark indtil man taber sig selv i skønhed og frihed. og endelig sidde ned for at lytte til bølgerne som om dette var den første og sidste gang.

Og endelig, føler noget nyt... givet af kærlighed... Kærligheden som det var udover din tilværelse... kærlighed delt... for først. Man, ligesom delen af alle tingene.

Alle "ja" aldrig sagt til dig, nu skulle være ved dine fødder,
Alle muligheder forbudt, nu skulle komme tilbage, bragt af hvert bølge til stranden af dine drømme.
Og alle gode drømme skulle blive til virkeligheden foran dine øjne, foran din vantro (incredulidade)
Mere dette sted er så langt væk... for mere man løber, søger efter det, man kan ikke række ud.

Hvad slags hemmelighed ligger i denne fjerne skæbne ?

Fordi her, alting er forbudt, hårdt, umuligt.
Inden at tage først skridt, er den følgende allerede forbudt.
Inden at starte med at drøme, er det allerede vågnet.

Ingen kan bygge livet i tomhed. Så jeg kan bare lang efter dette fjernt sted hvor, i hvert fald, nogle tanker af mig har naæt og fundet grund for at gå videre,
Hvor mine tanker blev våd ved havet jeg har aldrig rørt,
Bølger jeg har aldrig hørt...
Frihed jegt har aldrid følt...
Kærlighed jeg har aldrig prøvet... i det mere afstand strand af denne verden...
Stranden af min sind, skjult og alene uden mig... for så lang tid...

Steder der bliver mere og mere fjerne...

Hvor lykken bor... og ingen andet!