Det var mørkt, da jeg fandt den.
   Helt alene sad den der midt på fortovet og stirrede op på mig, skreg efter at blive samlet op og tiggede om ikke at blive spist. Kagen. Ikke en lagkage, forstås, meget mindre end det, ligesom en muffin. Den var stadig varm, da jeg samlede den op.
   Jeg kastede nervøse blikke over skulderen. Ingen i nærheden. Tilsyneladende. Men jeg frygtede at de ventede bag det næste gadehjørne.
   Luften syntes tung af snarlig regn. Jeg kiggede op i de grå natteskyer. Ganske rigtigt. Truende. Overalt. Uundgåelig. Og den ville falde inden klokken slog tolv. Mit armbåndsur sagde fem minutter i tolv. Jeg måtte få kagen under tag, inden kloakkerne begyndte at løbe over, men jeg boede langt væk og kendte ingen i området. Jeg tog den lille kage op til ansigtet og snusede. Dejlig nybagt. Men jeg spiste den ikke. Aldrig i livet.
   I stedet knugede jeg den tættere ind til kroppen og skjulte den inden for min jakke, så den ikke ville mærke vandet, hvis det begyndte at regne. Jeg gik en smule stærkere. Håbede at nå hjem inden skyerne faldt ned om ørerne på mig. Umuligt. Jeg så op og ned ad gaden efter en taxa - et eller andet. Men der var selvfølgelig ingen. Hvordan kunne byens mest befærdede gade lige pludselig være så øde og mennesketom?
   Det havde noget med kagen at gøre. Den lille kage. Alligevel vidste jeg, at gaden ikke var tom. De ventede i det skjulte. Ventede på, at jeg skulle gå forbi. Intetanende.
   Men så begyndte regnen at falde, og jeg fandt aldrig ud af det.