Bonden havde ikke flere penge til at betale medhjælperen på gården, så Knud måtte tage toget til København.
Det første problem var at finde et sted at bo, og det andet problem var at finde arbejde.
Istedgade med baghuse lå tættest hovedbanen, så Knud fandt sig et værelse i 3. baghus, ét lille rum med plads til en seng og en kommode. Toilettet var på bagtrappen, og den eneste vask, der var til afvaskning, var køkkenvasken, hvor 4 andre også skulle have deres etagevask. Og skraldebøtterne var naturligvis i gården, hvor de forskellige rotter tog til sig af gode af madrester.
Arbejde fandt Knud på et lager i én af de andre baggårde, og snart var det en fast rytme at afslutte dagen med et par øl på et nærliggende værtshus. Gæsterne her blev til Knuds nye omgangskreds, og som de mødtes der hver eftermiddag, blev det også til vennekredsen.
Som de nu sad ved stambordet og havde fået nogle bajere under vesten, skete det, at én forslog at kigge ind til bekendte på et andet værtshus. Alle var med på idéen og af sted gik det. Men det var jo ikke udelukkende venner, der var, på det andet værtshus, under tiden sad der også nogle "fjender". Og så kom der gang i selskabet. Ord blev udvekslet, nogle gange råbende og i enkelte tilfælde blev det til slagsmål.
Nu var Knud stor og bred med mange kræfter fra sin tid på landet, så skulle der slås på tæven, var han en god mand at have med. I inderkredsen fik han så navnet "stærkodder", men kun i inderkredsen, andre skulle kalde ham Knud. Sådan fik alle navne efter hvert deres talent, Ole kom til at hedde "kapsel bideren", da han foretrak at åbne sine øl med tænderne og Sten fik navnet "neglerenseren", da han fortrak at gå med springkniv.
Den fjerde i gruppen, Finn, blev kaldt "benet", da han i tilfælde af slagsmål brækkede et ben af en stol, så han havde en kølle, og femtemanden Frederik fik navnet "skåret", da han var specialist i at tage en ølflaske, knuse den og bruge den sidste rest af flasken som stikvåben. Sammen var de fem en handlekraftig gruppe i forbindelse med slagsmål.
En ting var dog fælles, venner og fjender i mellem. Såfremt der blev råbt, politiet kommer, var alle pludselig fromme som lam, og kunne i stedet have siddet til højmesse i kirken frem for på værtshus med jukeboks-musik.
Netop jukeboksmusikken på de forskellige værtshuse lokkede jo også damer til, der gerne ville danse. En af disse damer var Magda, en stor fuldbarmet blondine, der arbejdede på Mecobenzon på hjørnet af Halmtorvet og Skelbækgade Hun kunne li' sig en svingom på dansegulvet, og skiftede lidt mellem det ene værtshus og det andet. Blot der var musik.
På et tidspunkt løb Magda ind i Knud, og selv om Knud blev kaldt stærkodder af vennerne, kaldte Magda ham Knud. Jo mere de fik danset, jo tættere blev forholdet mellem dem, og en dag måtte Magda sige til Knud, at hun var blevet gravid. De besluttede sig til at blive gift på Københavns Rådhus, og på stamværtshuset blev der så festet. Værtshusholderen havde investeret i en kransekage, som han rigeligt tjente pengene til grundet den øgede omsætning af øl til værtshuspriser. Til den bryllupsfest var der fred og fordragelighed mellem venner og fjender fra de andre værtshuse. Knud nød trods alt stor respekt grundet sine kræfter, og hvorfor dog gå glip af en fest?
Og festet blev der til den lyse morgen. Da politiet kom ved normal lukketid, sattes der blot et skilt op med ordene "Lukket Fest", hvorefter der kunne festes videre. Det var generelt klogt, at følge politiets anvisninger, og da flere af gæsterne tidligere havde haft forbindelse med politiet, var der ingen, der ønskede vrøvl.
Knud ønskede selvfølgelig heller ikke vrøvl, da Magda ventede barn. Nok var Knud/Stærkodder vant til et hurtigt slagsmål, men brutalt voldelig var han ikke overfor Magda. Som alle gravide kvinder i begyndelsen af graviditeten havde Magda sine hysteriske anfald, men gav Knud hende kun en lussing. Og det var så det. En knytnæve i maven fik Magda ikke, Knud havde respekten for nyt liv med sig fra landet, og han holdt jo af Magda.