Nr. Slyngelstrup 6.9.2035

Kære Sebastian

Tak for dit besøg. Det var vel nok hyggeligt, og vi fik os jo en god snak. Det håber jeg også du synes. Jeg har nu på fornemmelsen, at min mening om din deltagelse i det ikke helt legale race, og din tunede (eller hvad I kalder det nu til dags) motor, gjorde dig lidt muggen. "Du forstår det ikke," sagde du, og jeg tav. Følte mig bare gammel. Men nu vil jeg fortælle noget:
Jeg var vist knap 14 år og min søster - du ved, granmoster Lotte, må have været 12. Så vi var 6 piger mellem 12 og 14, som hver tirsdag gik "Hobbyklubben," hvor vi malede gipsfigurer eller lavede andre kedelige ting. Det var nemlig så sundt, at gå til et eller andet. Påstod vores forældre. Sport skulle vi bestemt ikke nyde noget af, og at gå til russisk for at kunne læse Lenins værker på originalsproget, var bare en grille. Sagde Lottes og mine "de gamle." (dine oldeforældre. Må de hvile i ro). De andres forslag var også blevet stemt ned til fordel for den gratis deltagelse i klubben.
Vi kunne have taget bussen, men vi ville hellere bruge hver vores 1,65 til slik, så vi gik.
Da vi begyndte i klubben, havde der været 5 km, men nu var der 7. Og det skyldtes den forbistrede firespors motorvej, som nogle havde fundet på at anlægge.
En bestemt tirsdag gik vi alligevel nedad den gamle vej, vi plejede at følge. Hvorfor husker jeg ikke. Det småregnede, men det havde vist ikke noget med sagen at gøre.
Vi stoppede ved autoværnet og gloede på hinanden i lyset fra en lygtepæl.
"Dumme, åndssvage motorvej," knurrede Lotte og vi var enige. Meta, Britta, Kirsti, Kaja og jeg. Vi stirrede vredt på bilerne, der drønede forbi i rasende fart. Opler, volvoer og forder gled sammen til spættede flyveslanger med ondt lysende øjne, der ind i mellem strejfede os med stråler af blændende, hånende lys.
"Vi kommer altså for sent," påpegede Britta.
"Vi skyder da bare genvej," foreslog jeg. De andres øjne glødede mistroisk imod mig. Som om jeg havde fortalt en vittighed, der ikke var sjov eller igen talt om politik, som kedede dem.
Jeg så væk fra dem. Der var huller i bilslangen. Store mellemrum. Hvis nu man skyndte sig...måske mellem de to lastbiler. Grålige skrumler i halvmørket.
Jeg svævede over autoværnet og landede i mellemrummet. Motorerne hamrede og spandt mod mig, blodet rasede i mine årer og adrenalinet kogte. Jeg løb, jeg så, jeg frygtede og jeg levede. Der var vejmidten. Og dèr den anden side, med skovbrynet. Kun to sølle spor mellem mig og træerne.
Vente. Bedømme mellemrummene. Beregne bilernes fart.
Et mellemrum. Stort nok? Nej. Vent. Nu? Ja. Løøb!
Igen et fantastisk sus. Et orgie af energi.
Så ventede jeg. De andre kom, en efter en. Leende og skælvende. Kirsti var den sidste.
Vi ventede længe. Så hørte vi en lyd, jeg nok aldrig glemmer.
Den rumlende, syngende lyd af hvinende bremser mod våd asfalt.
Alt stod stille omkring mig.
Men hvor vi dog lo, da Kirsti dukkede op og stammende fortalte om et glimt af et rædselsslagent fjæs bag en rude.
Nå, men så legede vi vel aldrig med døden? Jo, såmænd, og det er nok et mirakel, at ingen af os døde af det, og at ingen sladrede om os.
Så, kære lille (nej, store, næsten voksne) Sebastian, jeg ved, hvor pragtfuldt det kan føles at udfordre Døden, men tænk dig nu alligevel godt om. Måske er skæbneguderne og skytsånderne trætte af at passe på så mange dødsforagtende mennesker.

Og du må altså hjælpe med mig med at spise den rødgrød, vi kogte. Ellers får jeg da mavepine.

Kærlig hilsen
Og en million tanker
Bedste