Spejlet. En genial opfindelse. Man spejler sig deri, og ser selv. Ser det man vil se. Ser det man frygter at se. Man stirrer i det. Undrer sig over om den ting man ser, i virkeligheden er en selv. Den bevæger sig synkront med én. Lige meget hvad man gør, følger spejlet altid og laver en perfekt efterligning, i samme øjeblik man selv har lavet bevægelsen. Kan det virkelig lade sig gøre? Man stirrer sit spejlbillede dybt i øjnene, og bliver skræmt af nærbilledet af væsnet i spejlet. Skræmt af den undren som i virkeligheden findes i ens egne øjne. Man hopper og springer foran spejlet, i et forsøg på at få den til at begå en fejl. Lader som om man vil hoppe, men går i sidste øjeblik et skridt til siden i stedet for. Løber på stedet i et forsøg på at udmatte tingen, så den står stille inden man selv må stoppe. Men så stopper man, pludselig bange. For hvad nu hvis tingen pludselig gør noget helt andet. Hvad nu hvis den på et tidspunkt holder op med at imitere en abe, og i stedet bare kigger hånligt på én. Hvad skal man så gøre? Hvad har man så bevidst? At personen i spejlet ikke er en selv? Men hvem er man da så? Er man da ingen? Hvad vil man opnå med at bevise man ikke er den i spejlet? Er det fordi man ikke er tilfreds med hvad man ser? Har man et håb om, at bag den person der hele tiden aber efter én, står en helt anden, og bedre, som bare ikke kan komme til?

Jeg er bange. Bange for den jeg ser. Bange for hvad jeg ser jeg er. Jeg kan ikke forstå at det virkelig er mig. Jeg føler mig anderledes. Jeg føler mig som en anden. Jeg håber der står en anden bag personen i spejlet, men jeg tør ikke provokere denne "anden" frem, i frygt for om den er værre end den første.
Jeg ved, at det jeg ser, er mig!
Jeg ved, at der ikke er andre inde i spejlet!
Men nogen gange kan jeg ikke lade være med at håbe...