Jeg skyndte mig ud af hoveddøren med posen med pomfritter i hånden. Hurtigt skyndte jeg mig hen langs husmuren til en dør, der førte ind til fryseren og trappen til loftet plus en masse rod, der lå og flød, så det var svært at finde fodfæste derinde, men det var dog ikke helt umuligt. Mit mål var at få lagt pomfritterne hen i fryseren. Jeg trådte ind og tog et enormt skridt hen over noget skrammel. Et skridt til og jeg stod henne foran fryseren. Hurtigt fik jeg den åbnet og så ned i det kolossale forråd af mad, der var dernede. Der var dog plads til, at jeg kunne smide pomfritterne derned og lukke fryseren igen.
   Jeg skyndte mig ud igen, men på min vej ud var en fugl lige ved at flyve ind i hovedet på mig på sin vej ind i rummet bag mig. Jeg vidste, at den lille fugl havde en rede derinde tæt på døren. Tit var den ved at flyve ind i hovedet på mig, når jeg trådte ind i rummet, og den panikslagen fløj et par gange rundt i cirkler, før den så sit snit til at kunne flyve ud i friheden. Lige nu ville den dog ind i stedet for ud.
   Jeg gik et par skridt hen mod hoveddøren, men stoppede op i stedet for og så ind gennem det snavsede vindue, der viste det rum, jeg lige havde været inde i. Den lille fugl fløj hen og satte sig i vindueskarmen og så ud på mig med hovedet let på skrå. Forsigtigt bankede jeg på ruden, lige ud for fuglen, med min pegefinger, men den rokkede sig ikke en tomme. I stedet for blev den bare siddende og kiggede på mig. Jeg smilede lidt og blev forsigtigt ved.
   Lige pludselig så jeg ned og fik øje på min kat Miranda, der kom løbende forbi mig og hen mod døren. Panik strømmede gennem min krop, da jeg vidste, at nu ville Miranda komme ind til den lille fugl, og hvis hun fik muligheden, ville hun sikkert slå den ihjel. Hurtigt knyttede jeg næven og hamrede den mod glasset, men den dumme lille fugl blev blot siddende og så undrende på mig. Så flyt dig dog din dumme lille fugl! Bank bank. Den rokkede sig ikke en tomme.
   Haps! Miranda var sprunget op i ruden, og hendes tænder var klappet fast om dyret som en fælde, uden at den havde nået at se, hvad der var sket. Min hånd faldt ned i chok. Den stakkels lille fugl. Hvorfor fanden havde den ikke bare fløjet sin vej, da jeg bankede på ruden? Dumme lille fugl.
   Miranda sprang ned fra ruden og smuttede ud af døren og løb hen mod legehuset, hvor hendes killinger sikkert ventede på hende. Jeg sukkede. Jeg kunne ikke gøre noget for den lille fugl. Med lidt hængende hoved gik jeg ind i huset igen og satte mig ved min computer for at se, om der var nogle mennesker at skrive med, mens tanken om den lille fugl langsomt forsvandt.