Jeg banker på døren, og inden længe åbner hun. Hun kigger på mig med det sædvanlige blik.
   "'Kommer du indenfor?"
   Der bliver ikke udvekslet flere ord. Hun venter på, at jeg skal følge med ind, og det gør jeg selvfølgelig.
   I lejligheden lugter det fælt. Halvt fortærede pizza-slices og væltede flasker ligger spredt ud over det snavsede gulv. Jeg stopper op og prøver usikkert at henvende mig til hende.
   "Hør her, kan vi ikke sætte os ned og tale sammen?"
   Hun siger intet. Hun står bare ligeglad og åndsfraværende. Som var hun i trance, fortsætter hun sin hjernedøde rutine, uden at tage sig af min henvendelse. Hun smider tøjet og tvinger mig hen i det, hun kalder en seng. Ingen længe er vi begge nøgne, og samlejet godt i gang. Jeg føler mig så kold. Der er ingen kontakt. Jeg ser på hende og hvisker.
   "Er det alt?"
   Hun rejser sig og går ud i køkkenet. Hun kommer tilbage med sit lykkepulver og sætter sig ned. Efter at have sniffet en bane, åbner hun munden.
   "Hvad bilder du dig ind? Det er dig, der har startet dette show."
   "Ja, men det er ikke nok. Ikke længere. Jeg er træt af ligegyldigheden. Der må være mere i dig."
   Hun rejser sig igen og går tilbage mod køkkenet, mens hun resigneret mumler.
   "Det var der engang, men det fjernede du."
   Jeg ved hun har ret. Jeg har skabt det væsen, jeg ser foran mig. Men stadig kan jeg ikke acceptere. Der må være minder. Et sted dybt nede, må der være stadig spor af den person, jeg forelskede mig i. Jeg sniger mig op til hende og lægger en hånd om hendes hals.
   "Du skal vide, jeg elsker dig, men vi må sige farvel nu. Jeg må gøre dette for din skyld. For vores skyld"
   Så kvæler jeg hende med mine bare hænder, mens jeg råber:
   "Kom ud, kom ud. Jeg ved, du er derinde et sted."