Jeg tænker, at jeg jo bare kan prøve at være kreativ. Der sker jo ikke noget ved at prøve. Bare at skrive noget spontant, uden at tænke videre over konsekvenserne. Folk er jo ikke onde. De respekterer dig. De prøver jo bare at hjælpe dig.
Så jeg krænger min sjæl ud på papiret. Jeg forærer mig selv væk, indtil jeg ikke længere er noget. Teksten er det eneste jeg har tilbage. Men det betyder jo ikke noget. Hvad har jeg at være bange for? De vil jo tage godt imod mig på den anden side. I min reinkarnerede form. Så jeg sender mig selv godt af sted. jeg Forsegler dokumentet og sikrer, at jeg er godt tilpas i mit nye miljø.
Men fornemmelsen af ubehag trænger sig på inden længe. Jeg er udsat. Folk kan se mig. De kan se alle mine fejl. Fejlen i min tekst. Men de ønsker jo kun at hjælpe. Kan jeg virkelig være sikker på det? Hvis det er sandt, hvor er jeg så alene? Hvorfor lægger ingen mærke til mig?
En enkelt kommentar er nok til at slå mig ud, og snart kommer den. Den rammer mig så hårdt. Ødelægger alt, hvad jeg er. Ordene kører i mit hoved.
"Hvad bilder du dig ind. Hvem tror du, at du er? Hav dog noget respekt. Prøv dog, inden du deler alt med os. Dette er en skændsel mod alle os andre!"