Der er kun os, os to i mørket. Dig og mig, sammen, og Månen der våger over os. Vi pjatter og griner, smiler til hinanden på en måde, kun vi to kan se. Vi tæller stjernerne og græsstråene, bare fordi vi har lyst. Jeg kigger på Månen og du følger mit blik, og sammen bliver vi enige om hvor smuk den er. Du rejser dig op og fjoller rundt på din helt egen facon. Jeg griner, for lige meget hvad du gør, kan jeg ikke lade være med at smile. Og jeg spørger på skrømt, om nu du står der oppe, kan du så ikke tage Månen ned til mig? Den er jo så smuk. Du går lidt i stå, smiler dit skæve grin, og puffer så til Månen, mens du spørger, om jeg virkelig vil have den? Jeg griner lidt nervøst, havde da ikke regnet med du ville gøre det, og mumler noget om at, den vel egentlig hænger fint. Du puffer igen, bare lige for at vise at du kan.
   Jeg griner lidt, og du smiler dit smil, og jeg når ikke at opfatte hvad der er sker, før du står med Månen mellem dine hænder, og undersøgende drejer den rundt. Jeg rejser mig op, og rækker ud efter dig, men du viger tilbage. Dine øjne er så smukke i skæret fra Månen, og jeg tør ikke kigge væk af frygt for du forsvinder. Du stirrer på månen, længe, alt for længe. Kig på mig, tænker jeg, men tør ikke sige det højt. Endelig kigger du op, dine øjne møder mine, et kort øjeblik, inden de søger op på himlen. Jeg følger dit blik, og kigger på det altomfattende mørke du efterlod, da du tog Månen ned. Det varme kærlige skær, der var på himlen, er nu forsvundet.
   Du kigger på mig igen, og det er som dine øjne har ændre sig. Jeg kigger uroligt på dig, beder dig om at hænge Månen på plads igen. Du ryster bare sløvt på hovedet, og jeg indser hvad der er ved at ske. Du lader Månen falde. Du smider den ikke, du taber den ikke, du giver bare slip. Åndeløs ser jeg hvordan den langsomt falder til jorden, og knuses, smadres, i tusindvis af stykker. Jeg griber efter skårene, prøver at redde de sidste stumper. Jeg kigger op på dig, bønfalder dig om at hjælpe. Men du ser mig ikke længere, du ser ikke tårerne på mine kinder, eller blodet på mine fingre fra de skarpe skår. Du hører mig ikke, da jeg råber, skriger, at vi kan klinke skårene, hvis vi hjælpes ad. Du er væk, forsvundet. Nu sidder jeg her forladt. Foran mig ligger Månen, smadret og itu. Og jeg vil aldrig nogensinde få den samlet helt igen, jeg vil altid mangle et stykke. For lige før du gik, sekunder før du forsvandt, tog du det sidste stykke med dig...