Da jeg kigger ud af vinduet, får jeg øje på et kærestepar, der kommer gående hånd i hånd, de smiler og ser forelsket ud. Jeg sukker, og kigger ned i bordet. Jeg væmmes ved dem, og deres forbandede flotte udseende og evige lykke. Jeg er dybt misundelig, det vil jeg gerne indrømme. Men jeg kommer nok aldrig til at opleve denne lykkelige kærlighed, for hvem vil have sådan et grådigt madsvin som mig. Jeg har jo nærmest ikke mere hår på mit hovede, og jeg lugter desuden også af råddenskab, selv 15 minutter efter jeg har været i bad, og skrubbet hele min fede krop, så begynder jeg at lugte igen. Min krop rådner langsomt op.

Det skyldes måske at jeg spiser, fem gange så meget som jeg burde. Men nu er skaden alligevel sket, så kan jeg ligeså godt blive ved, velvidende om at det sandsynelighvis slår mig ihjel. Men maden er den eneste lykke jeg har. Maden er jo min ven.

Jeg vil rigtig gerne begynde at dyrke motion, men motivationen er væk. Og desuden er smerten i mine ben også blevet utålelig, jeg kan kun holde til at gå ned til Spar nu, som ligger 100 meter længere nede af gaden. Der er en bænk lidt over halvejs, hvor jeg nogle gange holder pause, hvis det kniber med at få luft. Jeg hader at sidde der, for alle de forbigående stirrer på mig, som var jeg et eller andet ulækkert svin. Og nogle gange bliver det bare for meget, og så råber jeg "Ja glo i bare, vildsvinet er sluppet fri". Men det er kun hvis jeg har luften og kræfterne til det.

Der er en sød pige, som arbejder i Spar. Hun er asiat, med langt sort hår og enorme smukke øjne. Nogle gange smiler hun til mig, på sådan en måde så mine kinder bliver røde. Jeg drømmer tit om hende. En drøm hvor jeg er tynd, smuk og har et arbejde. Jeg kommer hjem efter en lang arbejdsdag, og møder hende i døren, hvor vi kysser lidenskabeligt. Og hun fortæller mig hun elsker mig.

De fleste i min familie er døde, vi bliver ikke ret gamle, da vi døjer med for højt blodtryk og hjertekar sygdomme. Men jeg har en smuk søster, som er lykkelig gift og har tre yndige døtre. Jeg elsker hende så højt, og de små piger er bare så herlige. Men jeg ser dem desværre ikke ret tit, da hun er flov over mig. Jeg bebrejder hende nu ikke. Jeg minder hende nok om denne ulækre fedme, som vi lider af i familien. En fedme, som hun er sluppet af med for mange år siden, og jeg vil jo ikke trække hende ned, i dette sorte madhul igen.

Og min mor bor i et af disse beskyttede boligere, hun er blevet lidt skør. Og så er hun desuden blevet så fed, at hun ikke kan bærer sin ejen vægt. Så vi ser næsten aldrig hinanden mere. Men jeg ved, hun har en hjemmehjælper, som kommer og sørger for hende hver dag. Det giver mig heldigvis en hvis tryghed, en tryghed om at hun bliver fundet når hun dør. Så hun ikke bare ligger der og rådner op i hendes egen seng, det vil jeg ikke kunne bærer.

Jeg kigger ud af vinduet igen, gaden er tom og det er begyndt at regne.

Jeg er holdt op med at føle mig ensom. Maden er jo min ven.