Trætheden var ikke til at komme uden om. Den havde angrebet kroppen og det krævede en stålvilje for ikke at opgive og bare lægge sig ned.
   Det havde været en lang dag på seminaret. Utallige opslidende diskussioner i gruppen. Der skal findes et relevant emne til eksamen og gruppen kan ikke blive enig. Nå, det skal nok lykkes, det skal lykkes for der er ingen vej udenom... tænker han på sin cykel, på vej ned af Nørrebrogade, til sit studiejob i "De Gamles By" En aftenvagt. Alene om 12 gamle der skal have aftensmad, aftenkaffe og en lille hyggelig sludder, hjælpes af og på toilet, børste tænder eller tage gebisset ud, liftes og puttes i seng. Søde ord til godnat.

11 af de gamle er lagt i seng. En hård omgang. Der er mange løft og han strækker ryggen bagover. Det knager i den stadig unge ryg, men de løft er så vanskelige, de hjælper jo slet ikke til... ligger der bare... og nogle af dem er vanvittige tunge. Han har kysset et par af dem på panden til godnat. Hans ynglinge. Dem han stadig kan tale med, dem ved deres fulde fem, smukke gamle med et lang livs historier bag sig. Han elskede at lytte til dem om de gyldne, som triste tider, der snart synker i jorden med dem.
   Hvem var det der sagde; "Når et menneske dør, dør et helt univers"... han kan ikke komme på det. Han går ud i køkkenet tager et viskestykke over armen, som tjenere plejer at bære det. Så går han ind i dagligstuen.

En tung, men aromatisk cigarlugt fylder dagligstuen. En statelig herre sidder i sofaen. Han oser i bogstavelig forstand af overklasse, prestige og penge. Den ældre herre er snart 90. Utrolig smuk er han. Flot bølgende, hvidt hår. Pæne træk i et knap så rynket ansigt. Velplejet, velbarberet, ulastelig hvid skjorte med sort slips. Pressefolder i bukserne. Rene negle og blanke snøresko.

Den unge mand går forsigtigt hen til sofabordet foran den ældre mand.
   "Hr. Direktør... er der noget de ønsker før sengetid?";
   Den unge mand bukker lidt, i ærbødig respekt og holder det foldet viskestykke hen over armen, ind til maven.
   Den ældre mand puster med jævn hastighed en hvid røgkegle ud i rummet i planlagt retning af den unge mand. Den unge gør sit bedste for ikke at hoste. Det er sådan det forgår. Det handler om at kende sin plads og fylde den ordentlig ud.
   Direktøren brummer lidt og smiler.
   "En godnat drink, ville værre dejligt... hvad kan De tilbyde?"

Direktøren har været Direktør det meste af sit liv. Egen større virksomhed, der producerede lagereddike. "Det er ligesom at brygge vin", forklarede han engang. Han havde haft store amerikaner biler, boet i whiskybæltet med sin smukke hustru, der var død for flere år siden, men hans døtre bevidner, at kærlighedsakten og den skønsomme blanding af DNA, har givet de bedste resultater, to meget veldrejede, kønne døtre og en meget maskulin, flot søn. Direktørens nuværende hjem i "De Gamles By", består af en stue og et soveværelse. Ud over den moderne hospitalsseng, så er hjemmet en smuk tidslomme, fra dengang, før verden gik af lave, et hjem i bedste Jugendstil, fyldt med en masse smukt kunsthåndværk.
   Den unge mand er vild med Direktørens hjem. Hver dag spørger han; "Hr. Direktør, må jeg se mig om i deres smukke hjem?" Og Direktøren nikker veltilfreds, imens han affører sig sin hvide skjorte.

"Hr. Direktør, vinkælderen har en udsøgt, mellem tør Spansk Sherry, årgang 1990...var det noget der kunne tiltale Dem?"; Den unge mand står i venteposition. Direktøren ser spekulativ ud.
   "Lad gå, men ikke for lille et glas!". Direktøren siger det i en fast og bestemt tone, så det tydeligt bliver understreget, ikke for lille et glas.
   "Så gerne", den unge mand vender om og forlader stuen.

Ude i køkkenet på øverste hylde, står en billig Sherry. Den er vist fra sidste Jul. Der står også nogle likører. En bakke, et lille dessert glas med sherry løftes op på strakte fingre og bæres ind i dagligstuen.

"Dejligt!" udbryder direktøren oprigtig veltilfreds.

Sherryen serveres fra udstrakt bakke mod Direktøren, der griber det vellystigt, spidser munden og sætter læberne til det spæde glas og kaster hovedet bagover, og den gyldne væske forlader glasset.

"Udsøgt!". Direktøren smiler veltilfreds og suger på cigarstumpen.

Sherryen er drukket, cigaren er snart røget, dagen går på held, vagten er snart slut og inde længe vil Direktøren sige;
   "Nå, det kunne også være man skulle finde sin seng?"

Den unge mand hjælper Direktøren op af sofaen. Direktøren står lidt, ryster ligesom hjælpen af sig. Strammer slipset og forlader dagligstuen. Han går langsomt ned af den lange og dunkle gang. Helt ned i enden hvor hans eget hjem ligger. Den unge mand går helt lydløst efter.
   Sådan er det hver eneste aften. Hver aften gentager spillets sig. Som en evig teatersæson. Skuespillerne har indøvet deres replikker og roller til hudløshed. Det samme og det samme hver aften. Men der er en tryghed over spillet.

"Det er altså et smukt hjem De har, må jeg se mig om?", siger den unge mand, og Direktøren brummer veltilfreds fra værelset, hvor han er ved at afføre sig sin hvide skjorte.
   Direktøren husker ikke så godt mere, det siger han selv. "Den er gal med huskeren", og så smiler han. Det er derfor historien gentager sig, hver dag. Tiden står stille, den gamle grammofon kører i sidste rille, til der en dag er en der løfter stiften op.

Så får vi tænderne ud af munden og lagt dem i et glas. Direktøren får en klud i ansigtet og hænderne vasket. Bliver iført sin hvide silke pyjamas og slutteligt, får han en kam gennem det smukke hvide hår. Der står han helt hvid ved sin seng og ligner en sand engel. Klart til natten, måske den sidste, men også klar til dette, hvis det skulle ske, men også klar til endnu en dag der ligner denne. Direktøren får en smule hjælp op i sengen, ikke noget at tale om. Den unge mand sætter sig på sengekanten. Stryger den gamle mand over kinden. Direktøren lukker sine øjne.
   "Godnat Ulf, sov godt".