For Maurice er der som regel ingen vej udenom - de grænseløse forhindringer, som han egentlig selv har skabt, kolliderer med mængden af beviser & indicier på at han rent faktisk burde kunne føre et normalt liv - ja, sågar en tilfredsstillende samtale. En social belastning for andre, men en tilbagevendende kvalm fornemmelse af at være god nok til sig selv & sit eget ubetydelige & ensomme selvskab. Den strammende fornemmelse om halsen starter allerede i den tidlige morgenstund, når Maurice vågner op badet i sit eget sved & han ruller ud over sengekanten, imens resterne af hans selvværd triller bestemt ned ad hans hule kinder.... i løbet ad dagen bliver galgen rykket tættere & tættere mod himlen, indtil hans benede ryg giver sig af overbelastning.("Rank ryggen & se stolt ud!") Som dagen går har han allerede mødt utallige nedsættende & stressprovokerende bemærkninger. ("Du skal tjene samfundet!") Med en påsat & ulmende glæde, som antænder et latent had i den primitive del af hjernen, udfører han opgaver med mekanisk præcision.. men Maurice har brug for mere end olie til at overleve. Stimuli. Kærtegn. Succes.
Når han bliver løsladt fra arbejdet kan han ikke få vejret - han prøver at smile, imens han siger på gensyn til hans afdeling - men han ved at det bare er en dårlig vane - ingen har lyst til at møde igen, det er alligevel samfundet som har opdrættet os til at udøve denne røvsyge & ubrugelige høflighed - et meningsløst forsøg på at give folk noget at se frem til næste dag. Turen hjemad er et palads af tåge & kemikaliedampe - byen er ligeså udtværet, som selve mening med eksistensen ("Det forventes af jer at I er undersøgende og ivrige efter at søge mening"). Hvad er det hele endt op med? En daglig tur på job for at redde sig guld til aftensmaden? Hvor i ligger forskelligheden & hvorfor søge mening hvis det eneste svar er ekkoet?