"De er alle sammen dumme," mumler Billy, mens han tramper hen over engen.
   Mor er dum. Hun ligger bare under sit tykke tæppe med blomster. Væk.
   Far er lige så dum. Han har ligget endnu længere end mor.
   Og Bekka er dum. For nu synger Johnny for hende. Og så gider hun ikke høre på sin lillebrors sang. Heller ikke selvom han spiller til, på sin violin. Far har købt den til ham, men det var storesøster Mary, der fandt den frem til ham, da han fyldte 10.
   Mary er deres halvsøster og meget voksen. Hun virker nu hel nok.Hun er tyk og brun. Hun sveder tit og nogen gange har hun savl i mundvigen, men det er pænt af hende at lade Bekka og ham bo hos sig. Det ved han godt, for det siger alle mulige folk.
   Johnny siger det også. Han er bare så dum.
   Men Bekka er den allerdummeste.

"Du er sød, men du er altså kun 11 år, så gå nu ud og leg," sagde Bekka og sendte Johnny sådan et dumt, klistret honningsmil.

Hvor er hun altså dum. Bekka siger, at Johnny aldrig er dum, men nogen gange er han det. Johnny er sytten år, men Bekka er bare fjorten. Hvor bliver mor gal, hvis hun kigger ned og ser det.

"Dum-dum-dum," nynner Billy sagte og knuger violinen ind til sig, mens han går.
   Det er aften, men en lys aften. Vinden rusker i hans hår. Det føles rart.
   Himlen er blå og gylden. Det suser i piletræerne og risler i enebærbuskene. En ørn flyver mod den højeste af bjergtinderne. Det var ikke dumt at være en ørn. At flyve frit og være stærk.

Men han har ondt i maven og gider slet ikke tænke.
   Foran ham ligger søen. Der er små krusninger på overfladen og en gylden bro fra bred til bred.
   Og mellem de høje siv og dunhammere er der en hule. Han ved det, for han har selv lavet den.
   Der kryber han ind nu. Violinen sætter han fra sig. Forsigtigt. Det er et fint og sjældent instrument. Men nogen gange er den dum, for så hyler den som en syg kat, når han, med buen, kærtegner dens strenge.
   Andre gange skriger den. Eller hulker.
   Der er noget violinen vil fortælle, men den kan ikke.

Billy knuger buen i sin ene hånd. Den føles klam mod håndfladen, men det er hånden, der sveder.
   Han svinger lidt med buen. Egentlig ligger den godt i hans hånd.

Sivene begynder at nynne. En stille melodi. En spæd og ensformig vuggevise. Næsten som den mor sang, da han var lille.
   Billy gider ikke høre den.
   Men hans krop lytter. Han folder armene ind mod sig, Vugger fra side til side, så buen svirper mod en dunhammer.
   Der lyder et rabalder. Et tordenbrøl.
   Tror han, men det må være hans fantasi, der driller. For nu er der kun en svag susen, og en stille klukken fra søen.
   Susende, klukkende ekkoer af vuggevisen og hastige, luftige glimt af sorg, angst og ensomhed blander sig og bliver til toner.

De prikker i ham, flår i ham og ryster ham.
   Fylder ham.
   De må ud. Ellers revner han.

Billy står op nu.
   Violinen putter sig velvilligt ind til ham.Buen leger ivrigt hen over strengene .Instrumentet skriger.
   Forkert. For skingert. For dumt.
   Tårerne siler ned over Billys kinder.
   Hånden ryster lidt.
   Han kan. Han skal. Han vil. Og violinen vil også.
   Armen, hånden og buen laver en bevægelse. Det er som om det er ekkoet af vuggevisen, der fører an.
   Men tonerne er forkerte.
   Den lyd; der når hans ører, er en jammerkoncert. Som en kat, der gør af nar af mors stille nynnen.
   Lyt bedre efter.
   Ordene strejfer ham bare. Som en tanke. Da han prøver er tanken allerede smuttet væk. Men hele kroppen lytter.
   Nej, ikke der. Ikke den streng. Men den. Lige der. Netop det punkt.
   Ja, sådan.
   Stille, vuggende sang.
   Og så braget, da det hele ramler.
   Gråden, savnet, vreden. Ud med det. Ud af kroppen. Gennem violinen og ind igen.
   Igen. Og igen.

Det er mørkt og koldt.
   Stille.

"Nå ,her gemmer du dig," siger Johnny.
   Bekka holder om Billy og hvisker: "Jeg troede, det var Nøkken, der spillede. Violinen både græd og lo."