Tænk engang, hvis man kun havde én stemme tilbage! Hvad sku' man sige? Til hvem? Hvornår sku' man sige det? Én stemme. Én røst. Én stemning. Ét stemningsøjeblik. Ét stemmeleje. Én stemme.
Der er blevet sagt så meget. Men hvad skulle siges, hvis der virkelig skulle siges noget? Skulle siges DET. Det sidste. Der er blevet sagt så meget. Unødvendigt. Der er blevet sagt så meget unødvendigt. Dobbelt. Der er blevet sagt så meget unødvendigt og dobbelt. Der er blevet talt med STORE ord. STORE bogstaver som man siger. Store bogstaver...
Stemmen er hævet. Stemmen har skældt ud. Der er ligefrem blevet råbt. Ja, sågar skreget. Der er osse blevet hvisket, så stemmen næsten ikke kunne høres. Ja, der er ligefrem blevet sparet på stemmen. Der er ikke blevet sagt et kvæk. Ikke én lyd. Ikke ét ord. Ikke én stemning.
Andre gange er stemmen blevet helt slidt. Helt hæs er den blevet. Der er tillige sagt en masse vrøvl. Ja, vrøvlet og pjaltet har stemmen. Uden tøven.
Og så har stemmen, som oftest, sagt en masse rare ting. Måske ligefrem været kærlig. Sagt søde ting til ens kære. Hvilken stemning!
Jeg tror faktisk, at ens sidste stemme ville være sød og kærlig. Det vil jeg i hvert fald gerne sætte min stemme på!