Det er tydeligt, at det er søndag, forbandede søndag, tænker den halvgamle herre, idet bevægelsen mellem at sove og at vågne er ved at være komplet. De korte præcise slag fra bornholmeruret i stuen markerer, at han skal ud af sengen. Han hoster, han er gammel, tyk og gangbesværet. Alligevel insisterer han på at være fint klædt, når han træder ud ad døren, men inden døre går han altid rundt i sin gamle morgenkåbe, der nærmer sig de 50 og skægget der er gråt og gror ud af næsen, gulligt og visse steder er der rester af gårsdagens bacon. Men lugten trænger ikke gennem hans forbrændte næsebor. Alligevel beslutter han hver morgen, måske for at behage sine slidte øjne, at han skal være fin i tøjet, skægget skal trimmes, næsen skal pudses, maven skal rystes og kroppen skal vaskes - før han er klar til at forlade sit hjem til fordel for byens uro.
   Han tager sin whisky med i badet, den hjælper med at få slimen til at løsne sig. Spejlet er smadret for længst, selvom personen i spejlet er den virkelige. Efter badet ryger han en smøg i sin lænestol og spiser en mad med fedt, dagens kost er for spiseforstyrrede, tænker han med et bredt smil, suger dybt i smøgen, mens solen begynder at vise sig gennem revnerne i de ellers tillukkede gardiner. Det er ved at være på tide.

Ude på gaden forbander han alle dem, han ser, mens han bevæger sig overlegent af sted. Han peger på de unge mennesker han ser, frygt fremtiden for den ser jer direkte i øjnene, mens den kvæler jer, siger han med kølig stemme og går roligt videre. Tilfreds med det menneske, han er blevet. Han går altid den direkte vej, når han skal handle i Fakta. Andet ville være dumt. Han stiller sig lidt i hjørnet af butikken, mens han beslutter, hvordan han skal gribe det an. Butikken er fyldt med unge mennesker, junkies, alkoholikere og diverse skravl - gangene er skæve og lugten er næsten uoverkommelig. I et øjeblik tvivler han. Med vilje lader han hånden glide på en ung kvindes balder, imens hun passerer uden at bemærke det. Han føler sig ikke pervers, men mere opstemt, ikke længere tvivlende. Han befamler sig selv lidt bag en palle fyldt med tomat på dåse - velvidende, at ingen kan se, hvad han laver. Da han skal til at gå videre, lader han hånden hænge, så et par dåser falder på jorden. Ingen gør noget. Ingen reaktion.
   Længere inde i butikken kommer han frem til den rette hylde, men de har ikke den vin, han plejer at drikke. Han tager fat i den tømmermændsbefængte ungarbejder, og skriger, at han SKAL have den vin. Den vin nyder han og hans kone altid om søndagen! Det er for dårligt! Giv mig vin! MIN VIN!!, råber han gentagende gange, men bemærker ikke, hvordan alle i butikken står stille, stumme, betragtende. I sin iver kommer han til at vælte en vin på jorden, sparker vredt til skårene og går videre. Det gider han ikke finde sig i - men han når lige forbi kassen og køber en flaske whisky, inden han forlader butikken igen. De kan sgu bare lade være med at være så ubehøvlede, tænker han. Stilheden i butikken fortsætter et stykke tid. Dernæst bliver alt normalt igen.

Da han kommer hjem og møder sin slidte hoveddør, er han befriet, dagens gerning er ovre. Han tørrer svedet fra sin pande, åbner døren. Glæder sig til smagen af whisky og lugten af smøg - blandingen af glemsel og fordærv - det dunkle menneske på vej mod sin grav. Men det tænker han ikke over, han tænker kun over, at hans døde kone stadig ligger i sengen, og han ved ikke, hvordan han skal forklare det, hvis politiet kommer forbi. Han hælder et stort glas op, lægger sig i sengen og lukker øjnene.